Måske spøger det ude på det store alvar, det vidtstrakte slettelignende område som dækker en betydelig del af den svenske ø Øland.
Året er 1972, og den 5-årige Jens er alene hjemme - næsten. Han bliver passet af sin mormor og morfar, mens hans mor er taget ind til fastlandet. Morfar er nede ved stranden, og mormor sover indenfor.
Jens føler sig som en stor dreng, da det lykkes ham at forcere havens stengærde. Foran ham ligger alvaret hyllet i tåge, og efterhånden som han bevæger sig fremad, rykker tågebankerne om bag ham og opsluger tid og sted. Jens ved, det er for sent at vende om, da en stor mand tager hans hånd og siger, at der ikke er noget at være bange for.
Er det Nils Kant, der går igen?
Ingen ser nogensinde Jens igen, og hans mors liv går i stå. Selv om over tyve år er gået, er Julia sygemeldt fra sit arbejde og gemmer sig i sin lejlighed, hvor telefonen ikke bliver taget, og flaskerne med rødvin frister ildevarslende.
Men en dag ringer hendes far og siger, at han måske ved lidt mere om, hvad der skete dengang ude på alvaret.
Julia tager tilbage til Øland, hvor hun også stifter bekendtskab med myten om den brutale ølænding Nils Kant, der kendte alvaret ud og ind, var skyld i flere menneskers død og måske går igen i skumringstimen.
Uhygge, fortidsminder og mørk folklore
Forfatter Johan Theorin er kendt for at væve sine krimi-intriger sammen med spor af overnaturlig uhygge, så man skutter sig og mærker det risle ned ad ryggen, mens man læser.
Han har selv boet på Øland hver sommer hele sit liv og bruger øens særlige stemning med fortidsminder og mørk folklore som ramme for de fire krimier, der udgør hans "Ølands-kvartet".
'Skumringstimen' er den første i serien, og hver bog tager udgangspunkt i en årstid. 'Skumringstimen' er efterårsbogen, og den har senere fået følgeskab af vinterbogen 'Natstorm' og forårsfortællingen 'Blodlag'. Den sidste bog i serien er undervejs.
Hvis 'Skumringstimen' har givet dig appetit på endnu flere gysende fortællinger fra Øland, og du har mod på at læse på svensk, kan du også sætte tænderne i novellesamlingen 'På stort alvar', som Johan Theorin udgav sidste år. Den er en samling af spøgelseshistorier, krimier, sømandshistorier og lokale skrøner, alle med afsæt i Ølands historie.
Læs mere om Johan Theorin på hans website, hvor du bl.a. også kan se en video med Johan Theorin, der fortæller om sine bøger og sit forhold til Øland.