Én ting er klart.
Frank Underwood er præcis lige så magtbegærlig og modbydelig, som sidst vi så ham.
Det mener i hvert fald de amerikanske anmeldere efter at have set de første fire afsnit af den nye sæson 'House of Cards', der har premiere på Netflix fredag den 14. februar.
- Det er det samme show, du så sidste sæson, med de samme svagheder og styrker intakt. Som det bliver klart, før den første time er slut, er den også præcis lige så brutal og ubehagelig, skriver magasinet Time i sin anmeldelse.
Mangler værdig modstander
I serien spiller Kevin Spacey rollen som Frank Underwood, en amerikansk politiker, der ikke skyr nogen midler for at nå til tops i amerikansk politik.
Men samtidig skaber den stærke og manipulerende Frank Underwood også problemer for serien. For ingen andre karakterer i serien kan matche ham. Det mener eksempelvis filmmagasinet Variety.
- I anden sæson fortsætter de med mere af det samme, nemlig et show med rigelige styrker - først og fremmest Kevin Spaceys præstation som en skruppelløs politiker - men også svagheder, som for eksempel en fortsat mangel på en værdig modstander til Frank Underwood, skriver magasinets anmelder Brian Lowry.
Time efterspørger også en værdig modstander til Frank Underwood i serien.
- Francis har brug for en større nemesis, hvis ikke for retfærdighedssansen, så for spændingens skyld, skriver anmelderen James Poniewozik.
Chokerende start på ny sæson
Anden sæson af 'House of Cards' fortsætter præcist, hvor den slap.
Da vi sidst så Frank Underwood i første sæson, drog han ud på en joggingtur med sin kone Claire. Da vi møder dem i anden sæson, er parret stadig i gang med løbeturen.
Journalisterne Lucas, Janine og Zoe er også fortsat i færd med at finde ud, hvad der helt præcist skete mellem Frank Underwood og kongresmedlemmet Peter Russo, og Franks hustru Claire har stadig bøvl med en tidligere ansat.
Men hvad der præcist sker videre i anden sæson, røber anmelderne ikke meget af - ud over, at der sker noget chokerende tidligt i sæsonen.
- Fandens underholdende
De amerikanske anmeldere tildeler ikke 'House of Cards' stjerner, men overordnet set er de behersket begejstrede for den nye sæson.
- House of Cards blev aldrig det Næste Store Drama, som det blev udråbt til i starten (…) Men det var og er det Næste Gode Nok Drama. Det er fandens underholdende, når det gælder plottet, lidt ligesom '24 Timer' (tv-serie, red.) bare med politiske manøvrer i stedet for demontering af bomber, skriver Time.
Samme holdning har Hollywood Reporter:
- Overgør 'House of Cards' det nogle gange? Helt sikkert. Den er mere hårdhændet end nødvendigt flere steder (…) Men når det er sagt - og før alt for mange forventninger rammer 'House of Cards' igen - så lad os også huske, at den kan være fandens underholdende, som den er, skriver anmelderen