VIDEO Analyse: Historisk chance for at gøre Danmark til en lille film-stormagt

DRs kulturkommentator Niels Frid-Nielsen glæder sig over tre danske Oscar-nomineringer og spår en stor fremtid for dansk filmindustri.

Spillefilmen 'Jagten', dokumentarfilmen 'The Act of Killing' og kortfilmen 'Helium' er alle blandt de nominerede til en Oscar i kategorierne "bedste udenlandske film", "bedste dokumentarfilm" og "bedste kortfilm".

- Det er en gigantisk optur. Vi er vant til at have en enkelt kortfilm eller en enkelt dokumentar med, og hvis det går højt en enkelt spillefilm med. Nu har vi det hele med, og det er en historisk optur for dansk film, siger DRs kulturkommentator Niels Frid-Nielsen.

Dansk filmindustri har tidligere høstet store internationale roser for dogmefilmene i 1990'erne og de mere aktuelle dokumentarfilm.

- Men går vi nu hen og markerer os på så bred en front, så holder vi vores gode renomé ved lige, og måske tager vi et skridt længere frem og udvikler os til en lille film-stormagt, siger Niels Frid-Nielsen.

Der skal slås på trommer for 'Jagten'

Oscar-statuetterne uddeles den 2. marts til det store show i Dolby Theatre i Hollywood i hjertet af Los Angeles, men først venter der især Thomas Vinterberg en stor opgave.

- Vi taler ikke om 10 interviews om dagen for Thomas Vinterberg. Nej, han skal op på 20, 30, 40 interviews. Der er ikke et radioprogram, der er for lille. Nu skal der slås på trommer for 'Jagten', siger Niels Frid-Nielsen.

- Men der skal virkelig knokles. Der skal sendes DVD'er ud med 'Jagten' til hvert eneste jurymedlem, der skal inviteres til fester, og først og fremmest skal der gøres opmærksom på, at 'Jagten' eksisterer, siger han.

Se DRs kulturkommentator Niels Frid-Nielsen vurdere chancerne for en eller flere danske Oscar-statuetter i videoen i toppen af artiklen.