2013 blev et godt år for den dansk producerede dokumentarfilm 'The Act of Killing' - og intet lyder på, at der skrues ned for succesen i 2014.
Filmen er netop blevet nomineret til to BAFTA-priser, der ofte betegnes som Storbritanniens Oscar-uddeling. Det skriver BBC.
'The Act of Killing' kan både vinde prisen for bedste dokumentarfilm og bedste udenlandske film, når BAFTA holder prisfest i London den 16. februar.
Drabsmænd genskaber egne minder
Filmen følger en flok dødspatruljeledere på øen Sumatra, hvor militæret i 1965 væltede den indonesiske regering.
Hæren udryddede over en million mennesker, og i filmen ser man mænd fra dødspatruljen filme og genskabe nogle af de drab og voldshandlinger, de selv deltog i dengang.
Og 30 filmpriser senere...
Siden sin premiere i 2012 har den danske dokumentarfilm modtaget mere end 30 festivalpriser over det meste af verden og 'The Act of Killing' er da også - ligesom Thomas Vinterbergs 'Jagten' - stadig i spil til en Oscar-nominering.
I Los Angeles kan den ende med at dyste om en Oscar i kategorien 'Bedste dokumentarfilm'.
Filmens instruktør Joshua Oppenheimer er født i USA, men har base i København.