Angelina Jolie har fået fjernet begge bryster

Den amerikanske stjerne-skuespillerinde Angelina Jolie har fået fjernet sine bryster for at mindske risikoen for kræft. Det skriver skuespillerinden i et åbent brev i New York Times.

Angelina Jolie er kendt som ét af verdens største sexsymboler med en krop, mange misunder.

Men i februar måned valgte skuespillerinden at få fjernet begge sine bryster. En gentest har nemlig vist, at hun er i overhængende fare for at udvikle brystkræft.

Skuespillerinden, der selv mistede sin mor til kræft, skriver om beslutningen i et åbent brev i avisen New York Times.

Her forklarer hun, at lægerne kom frem til, at hun havde 87 procents risiko for at få brystkræft og 50 procents risiko for kræft i æggestokkene.

Moren døde af kræft

- Jeg besluttede mig for at være proaktiv og minimere risikoen så meget, jeg kunne, skriver hun.

Hun begyndte processen i februar og afsluttede den i april.

I brevet forklarer den 37-årige skuespillerinde, at hendes mor selv kæmpede med kræften i næsten 10 år, før hun døde som 56-årig.

Angelina Jolie skriver, at hun nu har forsøgt at sørge for, at hendes børn ikke skal gå igennem det samme med deres mor, som hun skulle.

Risikoen er faldet drastisk

Nu er skuespillerindens risiko for brystkræft faldet til under fem procent, og hun er stolt af sin beslutning.

- Jeg føler, at jeg har taget et stærkt valg, der på ingen måde går ud over min femininitet, skriver hun.

- Til alle de kvinder, der læser dette - jeg håber, det kan hjælpe jer til at vide, at I har muligheder, skriver hun.

I brevet takker hun sin partner, skuespilleren Brad Pitt for hans støtte og kærlighed.

Mens skuespillerinden har gennemgået forløbet, har hun stadig været i stand til at arbejde.

Hun har blandt andet både besøgt den Demokratiske Republik Congo og deltaget ved G8 topmødet i London og været med til at starte en ny pigeskole i Pakistan. /ritzau/