Hun er nede på alle fire. Med numsen i vejret. Og kroppen skruet ned i en heldragt så stram, at det ser ud som om, tøjet er malet på.
Hun er Spiderwoman, en superhelt, og tegningen af hende med bagenden i vejret er en tegneserieforside for den nye Spiderwoman-serie, der udkommer første gang til november. Og den møder kritik.
En lang række tegneseriefans og tegneserie-eksperter har kritiseret forsiden. Blandt andet har tegneserieeksperten Laura Sneddon, der står bag bloggen comicbookgrrrl, udtalt sig til The Guardian.
- Forsiden og tankeløsheden bag det er et førsteklasses eksempel på, hvorfor folk bliver ved med at tænkte, at superheltetegneserier kun er for liderlige mænd, siger hun.
Andre hjemmesider har fokuseret på, hvor kropumulig stillingen, som Spider-Woman poserer i, egentlig er rent anatomisk.
- Det er ret overraskende for mig
Tegneren af forsiden, Milo Manara, tager kritikken roligt og undrer sig i et svar til den italienske tegneseriehjemmeside Fumetto Logica over, at en tegneserieforside kan tiltrække sig så megen opmærksomhed, når der findes "så mange og mere seriøse ting at bekymre sig over, som eksempelvis Ebola-udbruddet og Ferguson-urolighederne".
Samtidig mener Milo Manara, at der er ved at blive spredt en form for hypersensitivitet over for erotiske billeder, og at diskussionerne i forbindelse med islam kan have noget med det at gøre.
- Vi ved, at censur over en kvindes krop ikke bør være et vestligt kendetegn. At det er det her, er ret overraskende for mig, siger han.
Marvels chefredaktør undskylder
Mens Milo Manara ikke selv undskylder forsiden, gør Marvels chefredaktør, Axel Alonso, det til gengæld.
- Vi vil have, at alle - så mange fans som muligt - føler sig velkomne til at læse Spiderwoman. Vi undskylder - jeg undskylder - over det blandede budskab, som denne forsidevariant skabte, siger han til hjemmesiden Comic Book Ressources. Samtidig understreger Axel Alonso, at denne udgave af Spider-Woman-forsiden er ment som en "særlig udgave" og, at det altså ikke har været meningen, at tegningen skulle være den officielle forside til tegneserien.
Ingen kvindelige superhelte i 2011
Kritikken af Spiderwoman kommer ubelejligt for Marvel. I løbet af de seneste år har tegneseriegiganten forsøgt at forbedre sit rygte, når det gælder lighed mellem kønnene inden for tegneserieverdenen.
Sidst i 2011 havde Marvel ikke en eneste tegneserie med en kvindelig tegneseriehelt som hovedfigur, men siden da er der blevet annonceret hele ni tegneserier med kvindelige tegneserieheltinder som omdrejningspunkt - og blandt andet er den ellers så maskuline og hammerkastende Thor blevet ændret til en kvindelig superhelt.