Yahya Hassans lærerinde sigtet for at have misbrugt sin stilling til sex

Politiet har sigtet digteren Yahya Hassans tidligere lærerinde for at have sex med digteren, da han var 16 år.

Louise Østergaard har erkendt forholdet til den unge digter, og hun har blandt andet beskrevet forholdet i sin roman "Ord". (© DR og Gyldendal)

Et seksuelt forhold beskrevet i litteraturen rammer nu virkeligheden, da et seksuelt forhold mellem digteren Yahya Hassan og hans kontaktperson i Aarhus Kommune skal for retten.

Kontaktpersonen, Louise Østergaard, er sigtet for i en alder af 38 år at udnytte sin stilling til at have samleje med digteren i en lejlighed i Aalborg i 2012, skriver BT.

Forholdet spirede angiveligt, mens Yahya Hassan var anbragt på opholdsstedet Solhaven i Farsø, hvor den sigtede underviste ham på en specialskole i dansk.

Virkelighed blev til litteratur

Da Yahya Hassan forlod skolen, blev den sigtede kvinde hans kontaktperson, og i den periode indledte de to angiveligt et seksuelt forhold.

Yahya Hassan har skrevet om forholdet i digte, mens lærerinden udgav en bog med udgangspunkt i forholdet.

Louise Østergaard har erkendt forholdet, og sagen skal kører ved Retten i Aalborg som en tilståelsessag 10. september.

/ritzau/