Hun er ung, smuk og har silkeblødt hår.
Han er ung, smuk, indehaver af en målbevidst gang og en stemme, der er vant til at blive adlydt.
De to er sammen hovedpersonerne i den romantiske bog 'Sneet inde på slottet'.
Bogen udkommer til oktober på forlaget Harlequin, som har specialiseret sig i erotiske kærlighedsbøger. Og 'Sneet inde på slottet' minder da også i begyndelsen om alle de mange andre erotiske bøger om attraktive kvinder, bryske mænd og et særdeles friskt sexliv, der har hittet så voldsomt de seneste år.
Men der er en forskel. For der er ikke noget sex i 'Sneet inde på slottet' på trods af talrige længselsfulde blikke de to hovedpersoner imellem.
Bogen er dydig. Der er kys og kram, men ingen gang i dobbeltsengen.
Og 'Sneet inde på slottet' er ikke alene.
Vil ikke have sex penslet ud
I USA storhitter den kyske romantik. Blandt andet solgte den noget smalle undergenre inden for romantisk litteratur, den såkaldte 'amish fiction', der handler om bonerte amishkvinders dydige kærlighedsliv, 24 millioner eksemplarer sidste år, og en ny bog udgives i USA hver fjerde dag.
Trenden er også nået til Danmark, om end bøgerne ikke handler om amishkvinder. Her har Harlequin for nylig lanceret den dydige romantiske serie 'Den eneste ene', som 'Sneet inde på slottet' er en del af.
- Her er kærlighedshistorien i centrum. Der er levende lys og blomster, men du ser ikke sheiker eller alfahanner i 'Den eneste ene', som du gør i vores andre serier. Det er den søde romance, siger Pia Winther, der er redaktionel koordinator hos Harlequin Danmark, til DR Kultur.
Ifølge Pia Winther er der efterspørgsel på den dydige romantik.
- Vi fornemmer trenden med, at folk gerne vil have kærlighedsromaner, men uden at få det seksuelle kastet i hovedet. Læserne behøver ikke at få penslet ud, hvordan det ender godt. Fokus skal være på den romantiske fortælling, siger hun.
Protest mod erotiske film og bøger
Ifølge Anne Scott Sørensen, der er professor på Institut for Kulturvidenskaber ved Syddansk Universitet, skyldes den kyske romantiks succes blandt andet de seneste års bølge af erotisk litteratur.
- Det er en reaktion imod, at vores kultur er blevet så gennemseksualiseret. Samtidig er det også en protest mod, at man i film og litteratur for tiden får udlagt tingene meget bombastisk, så der ikke bliver plads til ens egen forestillingsverden, siger hun.
Læserne savner sødme
Den amerikanske forfatter Valerie Weaver-Zerchner har skrevet en bog om netop litteraturgenren amish fiction, og også hun ser genrens succes som et tegn på, at mange kvinder er mætte af den eksplicitte erotik.
- Mange læsere leder efter bøger, der portrætterer en mere traditionel og dydig romantik. Vores kultur er så gennemsyret af seksuelle billeder og seksuelt indhold, så vi har måske mistet lidt af den sødme, der fandtes tidligere. Den savner læserne, og den får de i den dydige romantik, siger hun.
Dydig trend er fyldt med begær
Skulle fans af '50 Shades og Grey' og andre knaldromaner få en mistanke om, at kyskhedgenrens dydige blikke, urørte lagner og tilknappede bukser såvel som hovedpersoner skulle være en smule tørt - ja, så er det faktisk helt forkert.
Det mener i hvert fald Anne Scott Sørensen. Ifølge hende er den dydige trend meget mere erotisk end "at få den der real thing lige up front".
- Der er rigtig meget lyst og begær forbundet med kvindes læsning af denne her type litteratur. Den kyske romantik åbner for læserens egen fantasi i modsætning til den direkte erotiske litteratur, som bremser fantasien ved at beskrive de seksuelle akter på så bestemte måder, siger hun.