Dokumentationen er i orden i bogen, der beskylder en it-specialist i Nets for at have videregivet kendtes kreditkortsoplysninger til ugebladet Se & Hør. Det siger ejeren af forlaget Bogkompagniet, som i morgen udgiver bogen 'Livet, det forbandede'.
- Jeg er sikker nok til at udgive bogen. Jeg har haft rigtig mange snakke med Ken (forfatteren til bogen, red.), og jeg har ikke nogen grund til at tvivle på det, han skriver eller siger, siger Johnny Staun, som ikke ønsker at komme ind på, hvilken form for dokumentation, han nøjagtig har set.
- Det kan jeg ikke fremlægge nu. Jeg kan bare sige, at der er lavet en bog, som er delvis fiktion og delvis fakta. En kæmpestor del er fakta, og den del, som jeg har haft behov for at dokumentere, føler jeg mig tryg ved, siger han.
Forlægger: Jeg har fuld tillid til forfatteren
Bogen, som ifølge forlæggeren cirka består af 80 procent fakta og 20 procent fiktion, er skrevet af den afskedigede Se & Hør-journalist Ken B. Rasmussen.
I bogen fortæller han ifølge BT, hvordan blandt andre prins Joachims, prinsesse Maries og Lars Løkkes kreditkort blev overvåget, samt at informationerne blev videregivet til Se & Hør. Dog afviser Se & Hørs nuværende redaktør, Niels Pinborg, anklagerne.
Forfatteren blev ifølge Mediawatch afskediget fra Se & Hør. Har du overvejet, om der kan være et hævnmotiv bag?
- Nej, det har jeg ikke overvejet. Jeg har fuld tillid til Ken, og han er på ingen måde en bitter mand. Det er en bog om hans liv, og den får fuld skrue. Han er en super fyr, og jeg tager det meget roligt, siger Johnny Staun.
Men alligevel mener du, at du har dokumentationen på plads?
- Ja, det mener jeg. Det er jeg sådan set rimelig tryg ved, siger han og tilføjer, at han ikke vil lægge noget dokumentation frem, før at han bliver nødsaget til det af en instans, som kan kræve det.
Hilser politiundersøgelse velkommen
Samtidig hilser han også politiets undersøgelse af sagen velkommen.
- Jeg synes, det er fint, at det er blevet meldt til politiet, så man kan finde ud af, om hvor langt man må gå for at lave et ugeblad.
BT's chefredaktør, Olav Skaaning Andersen, mener også, at historien, som BT i dag har bragt, holder.
- Oplysningerne om den ulovlige overvågning, har vi gennem en længere research fundet ud af, er korrekte, siger han til P3 Nyheder.
Han ønsker ligesom Johnny Staun heller ikke at fremlægge dokumentation for den påstående overvågning.