Er det tilladt at hænge genkendelige personer, som eksempelvis statsministeren ud i et fiktivt roman, spørger DRs kulturkommentator Niels Frid.
Hun har "lange luksusben", er en rigtig "Hellerupsild" og er gift med karriererådgiver, der bor i London. Børnene sender hun på privatskole.
"Det gode pris" af pseudonymet Christian Tornbakke udkommer fredag den 6. september og skildrer en socialdemokratisk statsminister, der går under navnet Ellen Wilson Kock. I romanen lægges sadomasokistiske billeder af statsministeren som ung ud på nettet, "bagbundet, snøret og hængt op".
De seksuelle udskejelser foregår ifølge romanen, da hun var ung narkokurer.
Sass forklædt som Sindal
Romanen skildrer et regeringsparti, hvor statsministeren hele tiden må passe på knive i ryggen. Hun har også en Henrik Sass Larsen, der under navnet Morten Sindal "var berygtet som den, der bankede folketingsgruppen på plads, når det var påkrævet".
Mens de danske politikere optræder under opdigtede navne, er Ruslands Putin medvirkende i eget navn. Den danske statsminister siger om Putin, at "han er en undersætsig lille skid".
Hun fører sig frem med "vage, uforpligtende udmeldinger" og "sejlede ind som en anden valkyrie på de europæiske avisforsider", hedder det om det danske EU-formandsskab.
Anonym forfatter
Forlaget Lindhardt og Ringhof holder forfatterens identitet tæt inde til kroppen, men oplyser, at der er tale om en "anerkendt skandinavisk forfatter".
Der er en lang tradition for politiske nøgleromaner både herhjemme og i udlandet. Mest berømt er måske Primary Colours (på dansk Præsidentkandidaten), skrevet af Anonymous og senere filmatiseret med John Travolta i rollen som Bill Clinton.
Herhjemme udkom for et par år siden spillefilmen AFR med en let genkendelig tilsværtning af den daværende statsminister, Anders Fogh Rasmussen. Også Niels Krause-Kjær skildrede i Kongekabale et let genkendeligt miljø i Det Konservative Folkeparti. Men i begge de danske tilfælde, er der tale om navngivne afsendere, der står til ansvar for det skrevne.
Det er ikke tilfældet her. Og man kan diskutere, om det er fair, at hænge en let genkendelig person ud, når man selv gemmer sig bag et pseudonym. Mindre diplomatiske typer end jeg ville nok kalde det fejt.
Der kan selvfølgelig være tvingende grunde til, at afsløringer foregår med brug af anonyme kilder og afsender. Men her er der ikke tale om afsløringer. Tværtimod synes romanen baseret på skrevne kilder, hvem som helst kan læse sig til hvor som helst henne. Det taler for en professionel forfatter, der befinder sig fjernt fra Slotsholmen, formentlig i udlandet.
Det er næppe forbudt, at indsætte let genkendelige personer i et fiktivt univers. Men det er tilladt at diskutere, om det er etisk forsvarligt, at hænge offentlige personer ud på den måde.
Udgivelsen slipper ikke helt for lugten af spekulation. Det er ærgerligt, for Lindhardt og Ringhof er ellers et forlag, der sætter kvalitetsfanen højt.