Film med Anders W. Berthelsen vinder homo-pris

Et troværdigt bud på en homo-film, der ikke forfalder til klicheer. Årets Bent-pris på Mix Copenhagen går til spillefilmen Rosa Morena.

Det blev den danske film "Rosa Morena", som løb med Bent-prisen. Prisen gives til en film, der i løbet af året har skabt troværdige homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede karakterer.

- Bent-prisen går til en modig instruktør, som bryder nyt land for fremstillingen af LGBT'er i dansk film og giver et troværdigt bud på en "BENT" anno 2011 - nemlig Carlos Augusto de Oliveira og filmen 'Rosa Morena', lyder det fra juryen.

Rollemodeller

Bent-prisen blev for første gang uddelt tirsdag aften i Empire Bio i København, som del af Mix Copenhagen-filmfestivalen - den tidligere "Copenhagen Gay & Lesbian Film Festival".

- Det er vigtigt, at seksuelle minoriteter har nogle karakterer at spejle sig i. Og gerne nogle roller, der ikke forfalder til klicheer, siger festivalchef hos Mix Copenhagen, Kirstine Mølgaard, til DR Kultur.

Adoption i Brasilien

I Rosa Morena spiller Anders W. Berthelsen den homoseksuelle Thomas. Han rejser til Brasilien på ferie. Men det er ikke kun ferie, Thomas skal på. Sandheden er, at han har et kæmpe savn i livet - han vil gerne være far.

Han har fået afslag på adoption, fordi han er homoseksuel, men i Brasilien har han hørt, at man kan købe sig et barn.

Snart befinder han sig på kanten af loven. Derude hvor han slet ikke kan bunde, men så møder han en kvinde og intet vil nogensinde blive som før. En historie om uventet kærlighed, længsel og livets sande værdier.

En tidssvarende "Bent"

- Thomas fremstår som en tidssvarende "Bent", som vi ikke ser mange af i dansk film. På den ene side gør filmen ikke noget nummer ud af, at han er bøsse, for dramaet ligger ikke i Thomas' identitet som homo, men i hvad han stiller op med sig selv og sit ønske om at blive far.

- På den siden viser den, at der er nogle helt konkrete dilemmaer forbundet med at bygge en regnbuefamilie, lyder det videre i begrundelsen fra juryen.

"Rosa Morena" er Carlos Augusto de Oliverias første spillefilm. I maj kom den op i biograferne og er indtil nu set af godt 75.000 personer.