Den folkekære skuespiller Erik Wedersøe er død 73 år gammel efter længere tids sygdom, oplyser hans bror Christian Wedersøe til Ekstra Bladet.
- Erik døde på hospitalet klokken 5.20 i morges efter længere tids sygdom og en tilstødende lungebetændelse, fortæller broren til avisen.
Erik Wedersøe havde været indlagt siden forrige lørdag, skriver Ritzau.
Ulf fra Rejseholdet
Han var primært kendt for sin skuespillerkarriere, hvor mange nok især vil huske ham for rollen som Ulf i DR-serien "Rejseholdet".
Men han var ikke ny på tv - tidligere har han spillet mange roller blandt andet i Leif Panduros "Smuglerne" og titelrollen i Ludvig Holbergs "Erasmus Montanus".
Wedersøe var dog også forfatter, foredragsholder, filminstruktør og jordomsejler.
For nogle år siden stoppede han mere eller mindre sin skuespillerkarriere og helligede sig i stedet forfatterhvervet på fuld tid.
Skibsfører med politisk engagement
Erik Wedersøe var uddannet skibsfører og drev rederi, foretog vidtstrakte rejser med sin båd, Gitte Gry, som han beskrev i en række bøger begyndende med Søforklaring (1979).
Han har også været politisk aktiv og har både været landssekretær for Dansk Flygtningehjælp fra 1985 til 1987 og har været formand i Socialdemokratiets Kulturudvalg fra 1988 og to år frem.
Erik Wedersøe blev født den 18. juli 1938 i Helsingør.