Festival bandlyser kød på grund af Morrissey

Den belgiske festival Lokerse Feesten stopper salg af kød, når Morrissey er på plakaten.

På den belgiske festival Lokerse Feestens hjemmeside fremhæver arrangørerne de kulinariske oplevelser, som festivalen byder på.

- Husk endelig at prøve vores "Lokerse hestekødspølser", som smager meget bedre end de lyder, en perfekt middagsret!, står der blandt andet.

De mange festivalgæster skal dog ikke regne med at sætte tænderne i hestekødspølsen den 4. august, hvor sangeren og dyrerettighedsaktivisten Morrissey giver koncert. Han er nemlig indædt vegetar, og forlod i 2009 scenen på den amerikanske festival Coachella, da han "kunne lugte brændende kød".

For at spille på Lokerse Feesten har han derfor forlangt, at der ikke bliver serveret kød den dag, hvor han optræder.

"En velkommen catering-udfordring"

Ifølge Lokerse Feestens hjemmeside har festivalen drømt om at booke Morrissey i meget lang tid.

- Vi har arbejdet på det i mange måneder, vi har ventet på svar i ugevis og haft mange søvnløse nætter, står der blandt andet.

Festivalen gik derfor med på Morrisseys krav, som de på deres hjemmeside kalder for "en velkommen catering-udfordring".

Lokerse Feesten serverer nu "en lang række af sunde, vegetariske retter" i de 24 timer, hvor Morrissey opholder sig i området.