Omfattende svindel rammer Muhammed-tegner

Kurt Westergaard er blandt de kunstnere, der er blevet snydt for flere hundredetusinde kroner af Galleri Nyhavn 18. Derfor anmelder de nu galleriet til politiet.

Kurt Westergaard og hans gallerist Erik Guldager er blandt de minimum seks kunstnere, der er blevet snydt for flere hundredetusinde kroner af Galleri Nyhavn 18. Derfor anmelder de nu galleriet til politiet for kunsttyveri.

Billederne af et jordskælvshærget Haiti gjorde så stort indtryk på Muhammed-tegneren Kurt Westergaard, at han sammen med sin gallerist satte en række tryk til salg. Pengene fra salget skulle gå til et børnehjem på Haiti, men et samarbejde med Galleri Nyhavn 18 om salg af Haiti-tryk er gået helt galt.

- Vi har været udsat for omfattende svindel, siger Kurt Westergaards gallerist Erik Guldager til DR Kultur.

Værkerne er solgt

Kurt Westergaard og Erik Guldager har nemlig ikke fået penge for 92 af de 100 tryk, som de aftalte med Galleri Nyhavn 18's ejer, Knud Helge Hansen, at han skulle sælge. Samtidig har de ikke fået penge for 110 H.C. Andersen-ark, som også er krearet af Kurt Westergaard, og kunsten er væk. Derfor melder de nu Knud Helge Hansen til politiet for kunsttyveri.

- Hvad skal man ellers kalde det? Vi har ikke fået penge for trykkene, og værkerne er væk. Og vi ved fra købere, at værkerne er blevet solgt, siger Erik Guldager.

Flere kunstnere bag politianmeldelse

Kurt Westergaard og Erik Guldager er ikke de eneste, der er gået til politiet. Den engelske kunstner Nicolas Delacy Brown savner syv oliemalerier til en værdi af 100.000 kroner, Knud Helge Hansen skylder kunstneren Søren Parmo 10.500 kroner, og Birgitte Dinesen mangler værker for 37.800 kroner.

De kunstnere politianmelder også Knud Helge Hansen.

- Han har stjålet en masse værker fra forskellige kunstnere. Han har solgt mine værker, og jeg har rykket ham utallige gange, men han har aldrig afregnet med mig, fortæller Søren Parmo til DR Kultur.

Dokumenteret løgn

Han har dagligt forsøgt at få sine penge, men ifølge Søren Parmo forklarede Knud Helge Hansen, at værkerne var købt med et udenlandsk kreditkort, og at der var problemer med det. Men Søren Parmo fik fat i køberne, der fortalte, at de havde betalt med dankort.

Og Søren Parmo har fået kvitteringen sendt på mail. Derfor ved han, at Knud Helge Hansen har fået penge for hans værker.

- Jeg var klar over, at han var en lystløgner, men jeg vidste ikke, at han var en platugle. Jeg har samarbejdet med ham tidligere og altid fået mine penge, selv om det har været svært. Jeg forlangte ærlighed, men han lyver for mig. Derfor er jeg så eddikesur, siger Søren Parmo til DR Kultur.

Er ikke begæret konkurs

Men Knud Helge Hansen forstår det ikke. Han indrømmer, at galleriet ikke kører rundt, og han har skrevet til Erhvervs- og Selskabsstyrelsen, at ledelsen i galleriet er fratrådt med henblik på at lukke forretningen.

Galleriet er ikke konkurs, det fremgår af Erhvervs- og Selskabsstyrelsens hjemmeside, så hvis kunstnerne har noget til gode, kan de begære ham konkurs, mener Knud Helge Hansen.

- Og så forstår jeg ikke, hvor de 170.000 kroner kommer fra. Erik Guldager har hentet Haiti-trykkene for lang tid siden, og jeg har en faktura fra ham på 7.000 kroner, forklarer han over for DR Kultur.

Vil forhindre et nyt galleri

Det, mener Erik Guldager, er endnu en løgn. Der er ganske rigtigt en faktura på 7.000 kroner, men de resterende Haiti-tryk er forsvundet som dug for solen, forklarer han.

- Grunden til at vi ikke har begæret ham konkurs endnu, er at vi har indtryk af, at han vil åbne galleri igen. Vi udelukker bestemt ikke at erklære ham konkurs, men nu prøver vi politianmeldelsen først, siger Erik Guldager.