104 medarbejdere har i dag forladt DR. Men det er de forkerte afdelinger, der skærer ned, mener både Venstre og Socialdemokraterne.
DR Nyheder har mistet 26 stillinger, og det kan Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen slet ikke forstå.
- Fyringen af 104 medarbejdere i DR, heraf 26 medarbejdere på DR Nyheder betyder dårligere kvalitet for de danske lyttere og seere og vil blandt andet forringe nyhedsudsendelserne stik imod hensigterne i VKO's eget medieforlig, erklærer Mogens Jensen i en pressemeddelelse.
Stik imod politiske beslutninger
Og for en gangs skyld er Socialdemokraterne og Venstre enige.
- Jeg undrer mig også over DRs prioriteringer, når vi i medieforliget specifikt har ønsket at styrke nyheder og regioner, og DR så laver en spareplan, der specifikt rammer regioner og nærmest slagter nyheder, siger Venstres medieordfører Ellen Trane Nørby.
Kan indskrænke DRs frihed
Her til efteråret skal medieforligets parter forhandle en public service-kontrakt på plads for DR, og der var lagt op til, at DR skulle have mere frihed. Men det er ikke så sikkert længere.
- Det er enormt svært bare at se på, at DR prioriterer stik imod de politiske beslutninger, siger Ellen Trane Nørby til DR Kultur.
Derfor vil hun nu overveje en to-delt public service-kontrakt, så en del forpligter DR til at prioritere "de fuldstændig uomgængelige ting, som nyheder, kultur og regioner", og en anden del, der giver DR frihed til at prioritere på alle andre områder.
DF holder øje
Så langt vil Dansk Folkepartis Karin Nødgaard dog ikke gå.
- Jeg mener ikke, at det er vores opgave at kommentere på fyringer, siger hun til DR Kultur.
- Vi forventer, at DR vil leve op til det, der står i medieforliget, og der står at nyhedsformidlingen skal styrkes. Hvis DR mener, at de kan levere det, så skal vi ikke blande os i fyringer. Men det er klart, at vi vil holde øje, siger Karin Nødgaard.
Samtlige DRs regioner har i dag nedlagt arbejdet i protest, mens DR Nyheder har besluttet at arbejde videre.