Helle Virkner er død

Elisabeth Friis fra Matador og Fru Flyttemand Olsen fra Huset på Christianshavn. Helle Virkner, den folkekære skuespiller, er død, 83 år.

Helle Virkner er død, 83 år gammel, skriver seoghør.dk.

Helle Virkner var en af de mest folkekære skuespillere i Danmark gennem 60 år. Hun var med i mange film, blandt andre "Olsen Banden", samt tv-serierne "Matador" og "Huset på Christianshavn".

Den første populære filmrolle havde Helle Virkner i "Poeten og Lillemor", og senest brillerede hun som den spiritistiske fru Mogensen i Lars von Triers "Riget" og havde i år 2000 en minirolle i "Blinkende lygter".

Bevæget Æres-bodilmodtager

I 2007 modtog en stærkt bevæget Helle Virkner en Æres-Bodil som aftenens højdepunkt ved den årlige uddeling af Bodil-statuetterne.

Hun var gift tre gange - senest med den socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag.

Helle Virkner arbejdede som skuespiller både med teater, film, revy og fjernsyn. Hun var aktiv i politik som socialdemokratisk kommunalbestyrelsesmedlem på Frederiksberg. Og hun har udført repræsentative opgaver ved sin mands side som statsministerens hustru.

Døde i hjemmet

Helle Virkner døde af komplikationer fra den cancer, som hun fik konstateret sidste år ved et tilfælde på Gentofte Hospital.

Hun sov ind i sit hjem på Strandparksvej i Charlottenlund omgivet af sin scleroseramte datter Astrid Helene, bedre kendt som Søsser, sønnen Jens Christian og hendes nærmeste venner.

Helle Virkner har igennem de seneste fire døgn svævet ind og ud af bevidsthed, og det var familiens ønske, at hun skulle dø i sit hjem og ikke i fremmede omgivelser på et hospital.

Hvordan vil du huske Helle Virkner?