Bogen får nu sin egen årlige prisfest. Efter planen skal den første bogfest, hvor bogbranchen fejrer sig selv og sine forfattere, holdes i foråret 2009.
Der bliver tale om priser i mindst ti forskellige kategorier, og de nominerede vil blive bedømt af et bredt sammensat "akademi", skriver Berlingske Tidende.
Christine Bødtcher-Hansen, juridisk konsulent i Forlæggerforeningen og tovholder på projektet, siger at foreningen ønsker at sætte fokus på bogen, fejre forfatterne og det dejlige i at læse.
Tanken er hvert år at uddele priser i mange forskellige kategorier. Foruden skøn- og faglitteratur, kan det være bedste børnebog, bedste oversatte bog, en ærespris og en debutantpris.
En varm fortaler for bogfesten er adm. direktør Anette Wad for det nye storforlag, Lindhardt Ringhof.
- I bogbranchen har vi ikke været så gode til at reklamere for os selv, så det har længe været min kæphest, at vi skulle have en stor bogfest. Filmbranchen og TV og mange andre brancher fejrer sig selv, så hvorfor ikke bogbranchen?, siger Anette Wad, der også er medlem af bestyrelsen i Forlæggerforeningen.
Festplanerne er nu så langt fremskredne, at Forlæggerforeningen har hyret et kommunikationsbureau til at udforme et koncept.