Team Easy On indrømmer doping

Holdejer Henning Primdahl fra Drengene fra Angoras cykelhold, Team Easy On, går i Bjarne Riis fodspor: Han indrømmer, at hans ryttere har været dopet.

Det danske cykelhold Team Easy On fra DR2-seersucceen Drengen fra Angora har i kølvandet af Bjarne Riis' bekendelser i sidste uge, valgt at stå frem i lyset med deres stofmisbrug.

I perioden 1984 til 2007 har holdet benyttet sig af ulovlige stoffer som EPO, steroider, hash, ecstasy, kokain, heroin, LSD, fantasy og morfin, indrømmer teamejer Henning Primdahl.

Vil ikke være de sidste, som står frem

På et pressemøde onsdag den 30. maj meddelte holdkaptajn Primdahl, at holdet har været dopet.

Overvejelserne for at stå frem nu hos Henning Primdahl har været, at han ikke ønsker, at hans cykelhold skal være de sidste som står frem med indrømmelser om doping.

Angrer ikke

Holdkaptajnen Henning viser tilsyneladende ikke den store anger og foreslår den eneste fornuftige løsning, at stoffer bliver tilladt og gjort billigere, så alle hold kan benytte sig af dem.

Motivet er angiveligt det samme som for alle andre cykelryttere: At undgå træning og slappe af dagen lang. Derfor har holdet set sig tvunget til at tage ulovlige stoffer.

Store konsekvenser

Team Easy Ons bekendelse får store konsekvenser for cykelholdets fremtid på DR2, der hidtil har givet sendetid til Primdahl og co.

- Det får den naturlige konsekvens, at Team Easy On er udelukket for tid og evighed fra DR2, siger programredaktør Peter Gren Larsen.

Han oplyser, at Drengene fra Angora vil blive fjernet fra DR2's officielle hitlister, fordi deres gode placering åbenlyst er opnået ved brug af ulovlige midler.