Antallet af indbrud er faldet

På landsplan er antallet af indbrud i private hjem faldet med 5,2 procent. Det er første gang i flere år, at der er sket færre indbrud.

Det er første gang i flere år, at der er sket færre indbrud. (© Colourbox)

Færre danskere oplever at komme hjem til synet af ubudne gæster, der har gennemrodet huset eller lejligheden.

På landsplan er antallet af indbrud i private hjem faldet med 5,2 procent i årets første ni måneder. Det er første gang i flere år, at der er sket færre indbrud. Det viser en rundringning til landets politikredse, som DR Nyheder har foretaget.

Glad Rigspolitichef

Det glæder Rigspolitichef Jens Henrik Højbjerg, for politiet har ellers fået på puklen for ikke at gøre nok for at forhindre indbrud.

- Det er positivt, at indbrudspakken og de meget målrettede indsatser, der sker i de enkelte politikredse, ser ud til at give konkrete og synlige resultater. Der bliver anmeldt færre indbrud, og vi sigter forholdsmæssigt flere for begåede indbrud. Netop den borgervendte kriminalitet og arbejdet med at skabe tryghed i samfundet og for den enkelte dansker har dansk politis højeste opmærksomhed og prioritet, siger Rigspolitichefen til DR Nyheder.

Et af de steder, hvor man har haft allerstørst succes med at nedbringe antallet af indbrud, er hos Fyns Politi.

Stort fald på Fyn

På bare et år er antallet af indbrud i Fyns politikreds nemlig faldet med 17 procent, og det kommer faktisk en lille smule bag på Johnny Skov, der er politiinspektør hos Fyns Politi:

- Det er et rigtig godt resultat. Det er nok bedre, end vi turde håbe på ved årets begyndelse, siger han DR Nyheder.

I stedet for, at opgaven kun ligger hos de enkelte lokalstationer, har Fyns Politi oprettet en indbrudsgruppe på ti mand, der kigger på indbruddene i hele politikredsen.

- Vi har holdt øje med, hvordan indbrudsudviklingen har været i de forskellige områder af Fyn. I forhold til det er vi så gået ind og har vurderet på, hvem det kan betale sig at sætte ind overfor, siger Johnny Skov.

Gamle kendinge i fedtefadet

Det betyder, at den præventive indsats over for de gamle kendinge af politiet for eksempel er blevet skærpet.

- På den måde har vi fået fængslet en del af vores kendte indbrudstyve, siger han.

Men antallet af indbrud må gerne komme endnu længere ned, siger Johnny Skov. Og det kan borgerne på Fyn hjælpe med til, forklarer han.

- Derfor afholder vi også nogle informationsmøder hen over efteråret med grundejerforeninger og andre interessegrupper. Her vil vi informere om, hvordan man præventivt kan forhindre indbrud.