Politiet gennemsøger Ørstedsparken igen

Dykkere og politifolk er i gang med at gennemsøge søen i Ørstedsparken for spor i sagen om den formodede bombemand fra Hotel Jørgensen i København.

Igen er Ørstedsparken afspærret, og dykkere er i gang med at undersøge søen. (Foto: © Uffe Weng, Scanpix)

Ørstedsparken i København er blevet afspærret igen, fordi politiet er gået i gang med en særlig grundig eftersøgning af spor og effekter, som den anholdte mand kan have skilt sig af med lige efter sprængningen på Hotel Jørgensen.

Desuden vil Frømandskorpset gennemgå søen i parken, og det er uklart, hvor længe det vil tage.

Hele det grønne område blev grundigt gennemsøgt fredag i timerne efter den mislykkede sprængning.

Var fri halvanden time

Parken var åben i weekenden, men mandag sendte politiet hunde ind for at lede efter ting, der måtte være så godt skjult, at de ikke var fundet ved den første eftersøgning.

Nu bliver parken så endevendt igen, fordi efterforskerne har fået nye informationer, som de ikke kendte til i går, fortæller pressetalsmand ved Københavns Politi Lars-Christian Borg til DR Nyheder.

Den mistænkte var på fri fod i cirka halvanden time efter eksplosionen og har derfor haft mulighed for at gemme de ting af vejen, som han ikke ønskede, at politiet skulle finde.