Kurt Westergaards hjem afspærret

Fundet af en mistænkelig pakke har udløst bombealarm omkring tegneren Kurt Westergaards hjem ved Århus. 25 huse er evakueret.

Muhammedtegneren Kurt Westergaard er i al hast fjernet fra sit hjem ved Århus, da der i dag kl. 13.15 blev fundet en pakke på trappen til hans villa ved Århus.

25 huse er evakueret, folk bliver samlet ved den lokale Superbest, her bliver de anbragt i en bus indtil videre.

Hos Østjyllands Politi oplyser talsmand Mogens Brøndum, at man har evakueret alle beboere i både Westergaards hus og i naboejendommen. Pakken er på 40 gange 20 centimeter.

- Nu afventer vi, at ammunitionsrydderne fra Skive kommer frem, siger politimanden.

Han ønsker ikke at oplyse, hvem der fandt pakken. Indtil videre ved politiet ikke, hvordan pakken ankom til villaen.