- Det er fuldstændig uacceptabelt, når der bliver skudt mod politibetjente. Og det er meget udansk, siger formanden for de fynske betjente, Steffen Daugaard. Hans reaktion kommer efter, at der blev skudt mod to af hans kolleger i Odense-forstaden Vollsmose i aftes. Betjentene blev ikke ramt, men de og deres formand er rystet:
Steffen Daugaard er ikke i tvivl om, at det ellers gode arbejde i området nu vil lide et alvorligt knæk:
- Episoden i aftes kan komme til at betyde, at vi tænker os ekstra om i fremtiden, fordi vi gerne vil være sikre på, at vi efter endt arbejdsdag kommer hjem til koner og børn, siger Steffen Daugaard.
Voldelig optrapning
Betjentene føler ikke, at de bliver belønnet for at have ydet et ekstra stykke arbejde den senere tid:
- Indtil nu er vi gået i dybden med vores opgaver. Vi har opsøgt familer og forsøgt at hjælpe, men i fremtiden kan det godt være, at vi lader 2+2 være 4.
- Det virker nemlig som om, at nogle i Vollsmose bevidst vil en voldelig optrapning af situationen, siger Steffen Daugaard.
Forhindrede ambulance i at komme frem
Ud over otte-ti skud blev der smidt byger af flasker og sten mod patruljevogne.
Den onde stemning opstod, da politiet forfulgte en BMW. Føreren forulykkede i sin bil ved en rundkørsel.
Straks samlede der sig mange mennesker, som var meget aggressive over for politiet. De omkring 100 mennesker forhindrede en ambulance i at komme frem. Betjentene var nødt til at trække sig ud af området, efter at flere patruljevogne var blevet ramt af flasker og sten.
Ingen busser
Herefter fortsatte uroen, da hærværksmænd brækkede brosten op og satte ild til flere biler.
Borgmester Jan Boye fra Odense ventes i dag at inspicere området, skriver ekstrabladet.dk, og tilføjer, at politiet har spærret for busdriften i området, hvilket har fået flere forældre til at holde deres børn hjemme fra skole.