Fem fængslet for Brøndby-røveri

Fire svenskere og en dansker er i dag blevet fængslet for millionkuppet i Brøndby. De nægter sig skyldige i røveriet.

Fire svenskere og en dansker er i dag blevet fængslet for millionkuppet i Brøndby. (Foto: © Jeppe Michael Jensen, Scanpix)

Fem mænd blev søndag stillet for en dommer og sigtet for røveriet mod Dansk Værdihåndtering 10. august. De fire blev varetægtsfængslet i fire uger, hvoraf de første to uger skal afsones i isolation. Den femte blev varetægtsfængslet syv dage i isolation.

De fem ankom ved middagstid til Retten i Glostrup i politibiler med udrykning og svært bevæbnede betjente, der bevogtede retten og kropsvisiterede alle, der skulle ind.

Nægtede sig skyldige

Der er tale om fire svenske statsborgere - to 28-årige, en 30-årig og en 23-årig. Blandt de anholdte var også en 40-årig dansker.

De fem nægtede sig alle skyldige i det særligt grove røveri, hvor maskerede gerningsmænd slap af sted med 60 millioner kroner.

De fire svenskere blev lørdag anholdt på Scandic Hotel i det indre København, hvor de sad samlet i hotellets foyer. Kl. 18.30 myldrede betjente fra PETs aktionsstyrke ind og lagde de overrumplede mænd i håndjern. Danskeren blev anholdt på en rasteplads på sydmotorvejen.

Forud for anholdelsen blev de fem skygget af specialuddannet personale fra PETs såkaldte observationsstyrke, men politiet vil ikke oplyse, hvor længe de mistænkte "havde overfrakke på".

Flere anholdelser

Politiet varsler i den nærmeste fremtid flere anholdelser i sagen, hvor et større antal medgerningsmænd fortsat er på fri.

Ved anholdelsen havde de fire svenske statsborgere ifølge efterforskningsleder Carsten Jansson nogle tusindkronesedler på sig.

- Men det er småpenge. Vi har stadig ikke fundet de mange millioner, siger han.