Singlemænd er mest kriminelle

Enlige mænd voldtager, røver og stjæler langt mere end gifte mænd. Ægteskab og parforhold holder mændene ude af kriminalitet.

Enlige mænd kommer oftere i konflikt med loven. (© DR)

Kriminelle lovovertrædere er oftest singlemænd.

Enlige mænd er overrepræsenterede inden for næsten alt slags kriminalitet lige fra vold og mord til spirituskørsel, dokumentfalsk og narkohandel, skriver Nyhedavisen.

For eksempel var over 80 procent af alle voldtægtsdømte i 2006 singlemænd, og to ud af tre overgreb mod børn under 12 blev begået af enlige, viser tal fra Rigspolitiet.

Ægteskab beskytter

Ægteskabet beskytter nemlig mænd mod at begå kriminalitet.

- Når man har forpligtelser over for familien, tænker man sig måske lige om en ekstra gang, inden man siger ja til et bankrøveri, siger professor ved Aarhus Universitet Michael Svarer.

Han er medforfatter til en ny bog om kriminelles parforhold og kærlighedsliv.

Dårlige job

Når en gift mand bliver dømt for kriminalitet, stiger risikoen for at blive skilt.

- Mænd med domme har typisk dårligere job og lavere indtægt, så derfor er de også mindre attraktive som mænd og forsørgere, siger Michael Svarer.