12 års fængsel og udvisning for drab i Slagelse

En ung tyrkisk mand blev idømt 12 års fængsel og udvisning, da Østre Landsret onsdag aften fandt ham skyldig i at have dræbt den 31-årige Morten Friis Pedersen i Slagelse i maj sidste år.

En ung tyrkisk mand blev idømt 12 års fængsel og udvisning af landet, da Østre Landsret i går aftes fandt ham skyldig i at have dræbt en 31-årig mand i Slagelse i maj sidste år. (Foto: © Morten Bøgh, Scanpix)

En ung tyrkisk mand blev idømt 12 års fængsel, da Østre Landsret onsdag aften fandt ham skyldig i at have dræbt den 31-årige Morten Friis Pedersen i Slagelse i maj sidste år.

Muhammed Karali, der er 19 år, havde forinden sammen med to kammerater planlagt at stjæle 10 gram speed fra Pedersen, men mødet udviklede sig til knivdrab.

Karali blev oveni straffen dømt til udvisning af Danmark for bestandig. Han, der er født og opvokset i Danmark, ankede på stedet til Højesteret.

De to andre blev begge frifundet for drab, men i stedet dømt for farlig vold. Ali Abdullahi Mohammed på 21 og Ramasan på 20 blev begge idømt fængsel i to år, ligesom de fik en betinget udvisning.

Anklageren havde krævet Karali straffet med 14 års fængsel, fordi der var tale om et rovmord, men nævningene og de juridiske dommere mente altså, at 12 år var den rigtige straf.