For nogle unge kvinder er foråret alt andet end et varsel om frihed og forelskelse. Antallet af arrangerede ægteskaber stiger nemlig markant i sommerperioden, hvor mange familier med indvandrerbaggrund tager på ferie i hjemlandet og ved samme lejlighed gifter deres døtre bort. Sådan lyder beskeden fra landets krisecentre, hvor man netop nu ruster sig til at tage imod et større antal kvinder med udenlandsk baggrund, skriver Kristeligt Dagblad
- Vi er klar til at modtage alle slags kvinder hele året rundt, men behovet er betydeligt større i sommerperioden. Pigerne panikker simpelthen, når de pludselig opdager, at der ligger bryllupsgaver i kufferten, og at en bryllupssari i deres størrelse også er pakket ned. Det får dem til at søge hjælp hos os. De ved, at der ikke er meget hjælp at hente, når først de er landet i deres hjemland, siger Anne Mau, der er sekretariatsleder i Landsorganisationen af Kvindekrisecentre - en paraplyorganisation for 39 krisecentre over hele landet.
Hun bakkes op af integrationskonsulent Manu Sareen, der siger, at jo hurtigere de unge kvinder handler, jo bedre er deres chancer for at komme ud af det arrangerede ægteskab.
Bliver sværere at sige nej som tiden går
- Det er netop nu, det er kritisk, for det er nu, billetterne bliver bestilt. Og i takt med, at forberedelserne skrider frem, bliver det stadig sværere for de unge at sige nej til giftermålet. De ved, at deres families agtelse og omdømme er på spil, hvis de trækker sig, siger Manu Sareen, der samtidig understreger, at de unge nogle gange kan have held med at tale forældrene fra bryllupsplanerne, hvis de vel og mærke handler hurtigt - det vil sige inden flybilletterne er bestilt, og gæsterne er inviteret.
Når først de er ankommet i hjemlandet og er sammen med deres udvidede familie, er der nemlig ikke meget hjælp at hente fra hverken de danske eller de lokale myndigheder, lyder det fra integrationskonsulent Esma Birdi, der specialiserer sig i rådgivning af unge indvandrere, som er fanget i et forestående arrangeret ægteskab.
Vil ikke sætte friheden over styr
- Så er de for alvor alene. Dels kan de ikke få hjælp, og dels er presset så umådeligt stort, når hele familien er samlet, og brylluppet er arrangeret. Det er næsten umuligt at gøre oprør i den situation. Netop derfor ser vi, at mange flygter, lige inden de skal rejse. De håber til det sidste, at tingene vil falde på plads. Men de er ikke villige til at sætte deres frihed over styr, siger hun.
Landsorganisationen af Kvindekrisecentre modtog næsten 350 henvendelser fra kvinder med indvandrerbaggrund i 2007 og regner med at modtage mindst lige så mange i år.