Onsdag bød på to dramatiske knivoverfald med yngre mænd i hovedrollerne.
Det seneste overfald skete i går aftes på Nørrebro, hvor uenigheder i trafikken førte til, at en 38-årig mand blev stukket i foden, slået ned og sparket.
MediaLinks:
Tidligere på dagen blev en 22-årig mand stukket ned i Studiestræde i Københavns centrum.
Snittet to gange i foden
Den 38-årige mand var passager i en bil med sin kæreste som chauffør.
Hun og føreren af en hvid kassevogn kunne ikke blive enige om flettereglen på Nørrebrogade, hvilket resulterede i, at begge biler stoppede på hjørnet af Mimersgade og Jagtvej.
Her sprang to mænd ud af kassevognen og forsøgte at angribe den 38-årige gennem et nedrullet vindue.
For at afværge et spark forsøgte den 38-årige at stikke sit ben ud af vinduet, men under tumulten blev han snittet to gange i foden.
- Han opdagede det ikke, men steg ud og blev slået ned bagfra. Han blev sparket, mens han lå ned, inden de kørte væk, siger efterforskningsleder Henrik Vedel fra politiet på Bellahøj.
Kassevognen er efterfølgende blevet fundet og har vist sig at være en udlejningsbil. Politiet eftersøger nu tre udenlandske mænd for overfaldet.
Biljagt gennem byen
Onsdag middag var det en 22-årig mand, der blev stukket ned i Studiestræde i indre by. Manden blev stukket i ansigtet og stærkt blødende kørt til Rigshospitalets Traumecenter.
Forud for knivstikkeriet havde en regulær biljagt fundet sted over blandt andet Langebro få minutter fra Studiestræde.
Politiet formoder, at der var tale om to grupper - her i blandt gerningsmanden og hans offer.
I Studiestræde kom de to grupper op at slås, og flere vidner har set gerningsmanden, offeret og en tredje person i intern nævekamp i en port.
Den tredje deltager i slagsmålet blev tilbageholdt af politiet, men har ikke villet udtale sig.
Heller ikke det 22-årige knivoffer, som efter omstændighederne har det godt, har villet hjælpe politiet i efterforskningen.
Volden er blevet mere rå
- Vi har før set, at folk klapper i som østers i interne opgør, siger den centrale vagtleder hos kriminalpolitiet, Hans Erik Raben.
Gårsdagens knivstikkerier er blot to i rækken af flere tilfælde af grov vold i København i den senere tid.
I sidste uge blev en 23-årig mand stukket ned under et opgør mellem unge på Vesterbrogade, også i den sag leder politiet efter gerningsmænd.
- Der er en klar tendens til, at volden er blevet langt mere rå og brutal, siger efterforskningsleder Henrik Svindt til Urban.
- Ofte skal der ikke mere til, end at en person føler, at en anden kigger forkert på ham. Det udvikler sig lynhurtigt, og pludselig bliver der trukket kniv.