- Vi vidste, det ville blive en farlig rejse, men der var ingen anden løsning.
Sådan starter Azzam, da han skal fortælle om sin flugt over Middelhavet. Men at rejsen skulle blive så farlig, som den blev, kunne Azzam ikke have forestillet sig.
Ifølge Azzam startede rejsen natten til d. 3. oktober, og den endte med at dræbe omkring 350 flygtninge, hvilket også blev rapporteret i flere medier.
Jeg vendte lig, da jeg ledte efter min søn
Azzam, der kun vil offentliggøre sit fornavn, flygtede fra Syrien med sin dengang 16-årige søn. Noget af det står klarest i Azzams hukommelse er, at han blev væk fra sin søn, da båden kæntrede kort efter midnat.
- Jeg kunne ikke finde ham i 30 minutter. Jeg ledte efter ham, jeg vendte lig. Jeg kiggede på deres tøj, for at se om det var ham. Jeg råbte, siger Azzam.
De tragiske hændelser, som udspiller sig i Middelhavet i disse dage, vækker mange følelser i Azzam.
- Jeg er trist på grund af det. Jeg er trist, for jeg kender deres historie. Jeg var tæt på døden seks gange. Jeg slugte vand og kastede op. I kan ikke forestille jer, hvad der skete. Ingen kan forestille sig det, siger Azzam i dag - syv måneder efter hændelsen.
Europa bliver nødt til at tage imod
Lige nu befinder han sig på et modtagecenter i Helsingør. I Syrien var han fabriksejer. Nu får han dagene til at gå med at male, for det hjælper ham med at få styr på tankerne.
- Ingen kan lide at forlade sit hus, sit job, sin skole, sin by for at flygte til Europa, siger Azzam.
Og til spørgsmålet om, hvad Europa skal gøre ved de bådflygtninge, som rejser fra Nordafrika til Lampedusa med håbet om en fremtid i Europa, er svaret klart:
- Hvis Europa afviser dem, så betyder det, at de slår dem ihjel.
Se Azzams dramatiske beretning om hans flugt over Middelhavet i videoen over artiklen.