VIDEO Nadia blev solomor: Jeg havde job og hjem, men manglede barnet

Selvom 31-årige Nadia Witt drømte om kernefamilien, valgte hun at blive mor med hjælp fra en donor.

Far, mor og børn.

Sådan hedder legen i børnehaven. Og sådan beskriver Nadia Witt da også kernefamilien.

- Jeg troede, jeg skulle have mand og børn, det er jo normen, siger hun.

Men sådan skulle det ikke gå, og da drømmemanden ikke dukkede op, valgte hun at undersøge mulighederne for at få et donorbarn.

- Min drøm om at få et barn var større, end drømmen om far, mor og børn, siger Nadia Witt.

Flere bliver solomor

Den drøm står Nadia Witt ikke alene med. Sidste år blev der født 478 børn efter kunstig befrugtning til single-kvinder uden kæreste, viser tal fra Dansk Fertilitetsselskab.

Det er det højeste antal børn født til singlemødre i den tid, hvor landets fertilitetsklinikker har registreret de såkaldte solomødre.

- Vi ser flere og flere kvinder, der går den vej og bliver ene-mødre, siger Anne Lis Mikkelsen, overlæge på Holbæk Sygehus Fertilitetsklinik.

- Det er ofte kvinder, der har gjort sig mange overvejelser om deres liv og har erkendt, at hvis de skal opfylde drømmen om børn, så kan de ikke vente på, at der kommer en mand, der er klar.

Solomor betyder solo-ansvar

For Nadia Witt er drømmen gået i opfyldelse, og hendes datter Zoe, der er undfanget ved hjælp af en donor, er knap fire måneder gammel. Men den nye tilværelse som solomor er bestemt ikke uden bekymringer.

- Der er jo ikke andre, der kan tage over, hvis jeg gerne lige vil i biografen. Der er jo ingen far, siger hun.

Tror ikke hun føler sig anderledes

Alligevel er det ikke bekymringen om manglen på en far, som vægter tungest på vægtskålen.

- Jeg ved ikke, om hun kommer til at savne en far, men jeg tror ikke, hun vil føle, at hun er anderledes, eller at der mangler noget i vores familie i forhold til andre familier, siger Nadia Witt.

Selvom Nadia Witt har fået Zoe alene, har hun endnu ikke afskrevet drømmen om en kernefamilie.

Se Nadia Witt fortælle om livet som solomor for datteren Zoe i videoen over artiklen.

Har du selv tanker om at blive solomor? Så kan du chatte med solomor og forfatter Signe Fjord her på dr.dk søndag aften kl. 21.10.