VIDEO Vesterhavet sluger Christians sommerhus om få centimeter

Få centimeter skiller Christian Hartmann fra at miste sit sommerhus efter stormen Egon.

Sommerhusområdet Nørlev Strand syd for Hirtshals er blevet to sommerhuse fattigere.

Søndag styrtede de i havet efter stormen Egons raseren, mens et tredje sommerhus hænger i ved neglene.

Det tilhører Christian Hartmann, der ikke kunne gøre andet end at se på, da stormen Egon og havets kræfter spiste mere og mere af stranden - og kom tættere og tættere på hans sommerhus.

- Det seneste døgns tid har stormen været så kraftig, at vi nu kan se, at huset snart bliver blæst ned på stranden, siger sommerhusejeren.

- Det er rammen om vores sommerferier de seneste mange år; det er penge og følelser, der er investeret, og som bare forsvinder, siger Christian Hartmann, der krydser fingre for, at Stormrådet vurderer, at der har været tale om stormflod, så han kan få erstatning.

Se hvor tæt Christian Hartmanns sommerhus er på at ryge i Vesterhavet i videoen i toppen af artiklen.