VIDEO Khader i konfrontation med Grimhøj-moskeen: Hvorfor lukker I ikke?

Naser Khader er en af Grimhøj-moskeens hårdeste kritikere, og i DR-dokumentaren 'Den fordømte Moské' indvilliger han i at mødes med moskeens formand.

Politikerne har krævet den lukket, og kritikken er haglet ned over moskeen på Grimhøjvej i Aarhus.

En af kritikerne, der har langet markant ud efter Grimhøj-moskeen i debatten, er senior fellow ved Hudson Institute og tidligere folketingspolitiker, Naser Khader.

- Jeg opfatter moskeen som et sted, hvor folk bliver radikaliserede. Når vi hører om unge fra Østjylland, der rejser ned til krigen i Syrien, så har de jo ofte haft deres gang i moskeen på Grimhøjvej, siger Naser Khader i DR-dokumentaren 'Den fordømte Moské', der vises på DR1 klokken 20.30 i aften.

Naser Khader har aldrig tidligere mødt personerne bag Grimhøj-moskeen, men i 'Den fordømte Moské' indvilliger begge parter i at mødes til en diskussion under hver sine betingelser.

Se Naser Khader konfrontere Grimhøj-moskeens formand, Oussama El Saadi, i videoen i toppen af artiklen.