En femteklasse fra Strandskolen i Aarhus var i dag til skandinavisk Lego-robot-finale i København. Og der var nerver på.
I alt deltager 45 hold af unge fra Skandinavien i dysten om at bygge og programmere en robot, der skal igennem en forhindringsbane, og kun et hold går videre til den internationale finale i USA.
Den 11-årige robot-programmør Sofie Bilde Birkedal fra Aarhus var ganske tilfreds med dagens præstation.
- Jeg synes, at det gik meget godt, siger hun.
Skal lokke flere til de tekniske uddannelser
Bag den legende dyst gemmer der sig et uddannelsestema. Børnenes leg med robotter er altafgørende for fremtidens arbejdspladser, mener både undervisningsministeren og Dansk Industri.
- Forhåbentlig skulle det gerne motivere mange flere børn til at vælge nogle naturvidenskabelige og teknologiske retninger, siger undervisningsminister Christine Antorini.
- Jeg tror på, at det her kan være med til at stimulere børnene til at blive mere teknisk interesserede, siger Karsten Dybvad, administrerende direktør for Dansk Industri.
Og den tråd kan den 11-årige programmør godt følge.
- Hvis jeg skal have et job, hvor man skal lave sådan noget, og hvor man skal programmere alt muligt, så kan man bruge det her, lyder det fra Sofie Bilde Birkedal.
Se videoen fra dagens finale-dyst øverst i artiklen.