Analyse: Facebook vil vide hvor du er

Du fortæller i forvejen Facebook, hvad du laver når du statusopdaterer. Men det er ikke nok. De vil snart have din nøjagtige position.

Facebook er på vej med en ny tjeneste, så du kan vise dine venner nøjagtig, hvor du er. (Foto: © Leon Neac- Scanpix)

Lars Damgaard Nielsen har skrevet analysen. Han er DR Nyheders Facebook og social mediereporter.

Hvis du er blandt de 2,5 mio. danskere som er på Facebook, skriver du med garanti en statusopdatering engang imellem. Det kan være du har været ud at spise på en restaurant eller set en film i biografen.

Facebook vil gerne have dig til at være meget mere konkret. De vil faktisk gerne vide, hvilken restaurant du har besøgt, eller hvilken biograf du har siddet i. Helt ned til den nøjagtige GPS position med længde- og bredde-grad.

Derfor er Facebook ved at forberede deres næste skridt i kampen om brugerne på sociale netværk. En såkaldt 'lokationsbaseret tjeneste' (link på engelsk) under navnet 'Facebook Places'. Det lyder langhåret, men skåret ind til benet er det simpelt:

Du tager din telefon med gps frem, trykker på en knap for det sted du er – og med det samme kan alle dine vennerne se din nøjagtige position.

Rygterne om Facebooks nye tjeneste har været i gang siden marts i år, og de seneste dage er de taget til i styrke. Ifølge teknologisiden CNET er det lige rundt om hjørnet. Læg hertil, at Facebook er tæt på at købe Hot Potato som er en lokationsbaseret tjeneste, der kan noget af det Facebook skal kunne.

Facebook har brug for deres nye tiltag. Lige nu er lokationsbaserede tjenester noget af det mest hotte på nettet. Tjenester som Foursquare og Gowalla går deres sejrsgang verden over i de lidt mere nørdede kredse. Alene på Foursquare har brugerne allerede fortalt, hvor de er 100 mio. gange.

Hvad kan få dig til at chekke ind?

Du tænker måske, at der er for meget big brother over de her tjenester. Og jo, det er skræmmende, at de pludselig ved, hvor man er. Men de har været smarte.

Både Gowalla og Foursquare er pakket ind som små søde spil, hvor man bliver belønnet med point, får små symboler – eller bliver udnævnt til borgmester af en position, hvis man er den der har tjekket ind flest gange. Det er vanedannende. Og kunne du ikke tænke dig at blive borgmester for dit arbejde?

Facebook vil tage de bedste ideer fra Gowalla, Foursquare og Hot Potato, gøre det simpelt og lige så stille lægge nye funktioner ind.

Hvis det går som det plejer, med ideer som Facebook har fået fra andre steder, så bliver det en succes. Facebook er gode til at tage nørdede ting og gøre dem tilgængelig for alle. Hvor mange danskere havde f.eks. prøvet at dele et billede eller en video på nettet før Facebook kom til verden?

Skal bruges til præcise reklamer

Facebook laver ikke Facebook Places for brugernes skyld. Det gør det for deres egen.

Selvom mange tror, at Facebook er et socialt netværk, er deres kerneydelse ikke os brugere. Deres kerneydelse er de data til annoncører de kan levere, så annoncørerne kan ramme deres målgrupper præcist.

Hvis de ved du går meget i biografen og ser film med Leonardo DiCaprio, ja så kan de til premieren på Leonardos næste film ramme dig med en meget præcis annonce. Ikke kun derhjemme, men også når du står nede i biografen eller bare er i nærheden af den.

Og det er mange penge værd.