Seks fængslet i sag om bestikkelse efter 13 timers retsmøde

Efter timelange grundlovsforhør er seks mænd blevet varetægtsfængslet i bestikkelsessag.

Seks mænd - heraf to offentligt ansatte - er blevet varetægtsfængslet i en bestikkelsessag. (Foto: © Morten Seligmann, DR)

I en sag om påstået bestikkelse har en dommer i Retten i Nykøbing Falster tidligt i morges morgen fængslet seks mænd, heriblandt en ansat i Rigspolitiet.

I alt 13 personer blev tidligt i går morges anholdt i en storstilet aktion, som blev udført af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi og Bagmandspolitiet i forening.

Seks af dem blev efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør i den omfattende sag om bestikkelse, og dommeren har altså valgt at varetægtsfængsle dem alle i tre uger frem til 2. juli.

Ankede kendelsen på stedet

Alle seks nægter sig skyldige og ankede på stedet kendelsen om fængsling til Østre Landsret.

Politiets påstand er, at ansatte i to it-firmaer har ydet bestikkelse til personer ansat i Region Sjælland, Kriminalforsorgen og Rigspolitiet, og blandt de fængslede er to ansatte fra henholdsvis Region Sjælland og Rigspolitiet.

De fire andre er medarbejdere i to it-firmaer.

Rejser til Dubai og USA

Der er angiveligt tale om, at firmaerne har stillet mindst en million kroner til rådighed for de offentligt ansatte, og pengene er blandt andet brugt på rejser til Dubai og USA.

Dommer Henning Larsen kalder kontoen stærkt odiøs, og han siger, at der er en begrundet mistanke mod de seks 'i varierende grad - dog uden at gå i detaljer.

- Det er vanskeligt at tro, at ingen af de sigtede kendte til kontoens eksistens, bemærker dommeren.

Dørene blev lukket

Fængslingen begrundes med, at de seks på fri fod vil kunne ødelægge politiets betydelige efterforskningsarbejde. 

Offentligheden har ikke fået indblik i, hvad mændene har forklaret i grundlovsforhøret, eller hvad politiet bygger mistanken på, for dommeren besluttede at lukke dørene.

En af sigtelserne er formuleret på en måde, som antyder, at politiet har overvåget de fængslede tæt - muligvis med telefonaflytning.

Politiet: Er sket gennem otte år

Så sent som i mandags skal den ansatte i Region Sjælland således have lovet det ene firma, at det ville få besked om det andet firmas tilbud på en kontrakt.

Men specialanklager Søren Martin Jensen ønsker ikke over for Ritzau at kommentere detaljer om efterforskningsmetoderne.

Politiets påstand er, at den usædvanlige kriminalitet er sket gennem otte år.

/ritzau/