På et af billederne leger tre piger i 4-årsalderen med hinanden ved et springvand. Solen skinner. De har undertøj på. De trækker trøjerne op og viser deres maver. For de fleste er det et helt uskyldigt familiebillede, men på det lukkede pædofili-forum Scandiland flår brugerne uskylden i stykker.
- Jeg elsker små tøser som disse, skriver brugeren, der har lagt billederne op.
- Det er ekstra frækt, når de er våde, svarer en anden.
På forummet, som benyttes af flere hundrede danske pædofile, ligger tusindvis af denne slags billeder af børn. Det er ikke børneporno, men billederne bliver brugt seksuelt, og ofte er de i første omgang lagt på nettet af intetanende forældre eller børnene selv, lyder det fra børneorganisationerne Børnerådet og Red Barnet.
- Mange pædofile går på billedhøst på internettet, og de "stjæler" ofte billeder af helt normale påklædte glade børn. Lige så vel som en mand godt kan lide at se et almindeligt billede af en smuk kvinde, på samme måde kan pædofile godt lide at se almindelige billeder af børn, siger psykolog Kuno Sørensen fra Red Barnet.
Normalt at have 500.000 billeder
De mange tusind billeder på forummet er delt op i tråde med hver sin kategori, for eksempel 'små søde piger i badetøj' eller 'min fetish: trusser', viser en gennemgang, som det norske medie NRK har lavet.
- Det er klamt og forbandet, at folk misbruger familiefotos på denne her måde, men vi må jo desværre konstatere, at det sker. Billeder, der lægges ud på for eksempel Facebook, kan man ikke længere være sikker på at holde private, siger Børnerådets formand, Per Larsen.
På forummet Scandiland starter det med, at et medlem deler nogle billeder. Herefter kommer indlæg efter indlæg med kommentarer og nye billeder i samme kategori, som de andre brugere vil dele. En lind strøm af billeder, der mister deres uskyld.
- Når pædofile arresteres, har de ofte mellem 500.000 og en million billeder af børn liggende. Det er billeder, der er taget fra alle mulige hjemmesider. Forældre skal være opmærksomme på, hvilke familiebilleder de ligger på nettet, siger Kuno Sørensen.
Hos Børnerådet anbefaler man, at forældre også spørger børnene selv om lov til at lægge billeder ud, når de har nået skolealderen.
Børn lægger selv billeder ud
Men det er ikke kun forældrene, der skal være opmærksomme. Mange børn har deres egne Facebook-sider eller profiler på billeddelingstjenester som Instagram og Snapchat.
- Man skal være 13 år for at være på Snapchat eller Facebook, men vi ved, at mange børn under den alder også lægger billeder på disse sites. Vi ved, at ca. 80% af børns egne frække eller vovede billeder på nettet kopieres og ender på alle mulige andre hjemmesider - herunder i de pædofile netværk, siger Kuno Sørensen.
Vigtigt med digital opdragelse
Derfor bør forældre tale grundigt med deres børn om, hvad konsekvensen af at lægge billeder på nettet kan være, mener Børnerådet.
- Den digitale opdragelse af vores børn er ekstremt vigtig. De skal vide, at de ikke skal lægge noget ud, som de ikke vil have det godt med at se igen alle mulige andre steder. Og de skal vide, at deres billeder kan blive misbrugt, siger Per Larsen.
Red Barnet lægger en endnu strammere linje.
- Som hovedregel må vi bare sige, at børn under 13 år ikke bør lægge billeder af sig selv ud på nettet. De slettes jo aldrig, siger Kuno Sørensen.
Det er ikke ulovligt at dele billeder af børn på nettet, så længe de er påklædt eller i normale situationer som for eksempel en tur på stranden.