Venstre om terror-redegørelse: I sidste ende er det regeringens ansvar

Der er stor grund til bekymring for, om regeringen nu også har styr på terrorberedskabet efter dagens evaluering, lyder det fra Venstre.

Politiet og PET's indsats ved terrorangrebet på Krudttønden bliver kritiseret på flere punkter. Det sker i en evaluering, der blev fremlagt tidligere i dag. Men pegefingeren peger den forkerte retning, mener Venstre. (Foto: © Claus Bech, Scanpix)

Når justitsminister Mette Frederiksen (S) i dag kritiserer en række punkter ved den indsats, der var under terrorangrebet i Købehavn i februar, så peger hun fingre ad de forkerte.

Det siger Karsten Lauritzen, retsordfører hos Venstre, efter at ministeren har fremlagt en evaluering af indsatsen lavet af Rigspolitiet.

- Og det her er jo den tredje evaluering, der påpeger fejl ved myndighedernes håndtering af terrorangrebet, siger Karsten Lauritzen til DR Nyheder.

Du kan læse hele evalueringen her.

- Mærkeligt at tørre den af på PET

Han forstår ikke, át Mette Frederiksen ikke peger pegefingeren indad.

- Det giver ikke mening, at det er PET (Politiets Efterretningstjeneste, red.), der skal have skylden for den manglende bevogtning. Det er jo stats- og justitsministeren, der har givet offentligheden forkerte oplysninger, siger han.

Han tror, at regeringen forsøger at lette presset ved at udpege PET til syndebuk for de fejl, der blev begået den dag.

- Det er mærkeligt, at de forsøger at tørre den af på PET. I sidste ende er det her jo Helle Thorning-Schmidt (S) og Mette Frederiksens ansvar, siger han.

Derfor tror han heller ikke på, at det vil gøre en forskel, at PET-chef Jens Madsen i dag har fratrådt sin stilling.

- Vi skal måske hellere dreje fokus over på, at vi på kort tid har haft tre justitsministre og to PET-chefer, siger Karsten Lauritzen.

Kun en 'ny type' gerningsmand hos Helle og Mette

Derudover undrer han sig over, at der i evalueringen bliver henvist til 'en ny type gerningsmand'.

Den nye type er ifølge evalueringen en af årsagerne til, at politiet ikke var så forberedte som de kunne have været, da gerningsmanden Omar Abdel Hamid El-Hussein angreb Krudttønden og synagogen i Krystalgade i februar.

- Alene det, at man kan mene, at Omar var en ny type gerningsmand burde være alarmerende og bekymrende, siger Karsten Lauritzen.

Han henviser til, at der er mange eksempler på netop den type gerningsmænd fra angreb flere steder i Europa.