Hjemløse Martin er afhængig af gaden

Den polske hjemløse Martin er afhængig af det hårde gadeliv i København. Han har levet på gaden i snart fem år. Før havde han job, hjem og kæreste.

Selvom 34-årige Martin har været udsat for meget, kalder han stadig de københavnske gader for hjem. (Foto: © Alice Seier Sprotte, DR)

Den 28. februar 2015 bliver Martin for en kort stund landskendt, da han bliver tæsket og smidt i søens iskolde vand ved Fredensbro i København.

Vidner hjælper ham op, og kort efter kan politiet anholde to unge mænd. Martin kommer på hospitalet, men fortsætter herefter det liv, han plejer. Det hårde liv som hjemløs på gaderne i København.

Alle har respekt for mig

Det er Martin, der bestemmer blandt de polske hjemløse. Han kan få dem til at rende efter cigaretter til ham.

- Alle har respekt for mig, siger den 34-årige polak, da P1 Dokumentar møder ham sidst i marts på værestedet Den Sorte Gryde i København.

Kort forinden har han siddet og sovet hen over et bord blandt omkring halvtreds andre hjemløse, der kommer fra hele verden, særligt Østeuropa og Vestafrika. Han er træt, men høflig og indvilger i at give P1 Dokumentar et lille indblik i, hvad det vil sige at leve som polsk gadehjemløs.

Han ser rå ud og taler med dyb, hærget mafiosostemme. Men bag den hårde fernis gemmer der sig en anden historie.

Havde job, hjem og kæreste

Martin kom til Danmark i 2004. Som mange andre polakker tog han herop for at finde arbejde - og han fandt det for en tid. Han har delt aviser ud, kørt cykeltaxi og lavet byggearbejde.

Han boede på Nørrebro sammen med en kæreste et par år og levede et forholdsvist almindeligt liv. Men han havde et omfangsrigt misbrug af stoffer og alkohol. Midt i det hele mister han kæreste, job og lejlighed og havner på gaden.

Gadehjemløs i fem år

I dag, fem år efter, lever Martin som gadehjemløs i København. Det er et liv, hvor man sover få timer ad gangen i parkeringskældre, over borde, på en kirkebænk bagerst i Domkirken.

Et liv, hvor det handler om at få noget at spise, når man kan, og hvis man husker det. Et liv med tiggeri og smårapserier i Netto. Et liv med massiv indtagelse af stoffer og alkohol. Det er et hårdt her-og-nu liv, hvor langsigtede planer er en luksus, man ikke kan tage sig, hvis man gerne vil overleve.

Afhængig af gaden

Martin tilhører gruppen af særligt sårbare hjemløse i København. Hans baggrund er præget af misbrug - både hans far og farfar var alkoholikere.

Han ved godt, han drikker for meget, og at gadelivet er for hårdt for ham. Han har et ønske om at stoppe med at drikke og tage stoffer, og de sidste fem år har han været i Polen flere gange for at få en pause fra det hårde gadeliv.

Hans mor er læge, og afruser ham. I Polen har han også taget en uddannelse, han har arbejdet i cirkus og spillet klubfodbold. Hans familie bor i naturskønne omgivelser ved en smuk sø, som han ikke bliver smidt i af tilfældige unge.

Men når han er i Polen, savner han at være på gaden i København.

- Jeg er afhængig af gaden, siger han.

Endnu et misbrug i rækken. Ingen kan forstå det, medmindre de prøver det. Martin har status på gaden, venner fra hele verden, og så elsker han København.

- Det er min by, siger han.