Flere sygehuse holder døgnåbent for besøgende

Fra 2013 til 2015 er andelen af danske sygehuse, hvor gæster til patienterne kan komme på besøg døgnet rundt, fordoblet.

Hovedstaden og Sjælland er med 17 timer de regioner, der i gennemsnit har længst besøgstid. (© DR)

Det er blevet lettere at besøge sine pårørende, når de er indlagt på de danske sygehuse. Samtlige regioner har nemlig skruet op for antallet af timer, hvor gæster kan komme på besøg.

Fra 2013 til 2015 er andelen af danske sygehuse, hvor gæster til patienterne kan komme på besøg døgnet rundt, fordoblet fra 9 til 18 procent.

Udover en fordobling i antallet af afdelinger, hvor besøgende er velkomne døgnet rundt, er antallet af besøgstimer generelt steget. 63 procent af alle afdelinger har i dag åben besøgstid i 11 timer eller mere dagligt.

I 2012 var der i gennemsnit besøgstid i 12 timer dagligt på afdelingerne på de danske sygehuse. I dag er tallet steget til 15.

Begejstring hos Dansk Selskab for patientsikkerhed

Det er et skridt i den rigtige retning, at besøgstiderne på sygehusene stiger. Det er meldingen fra den uafhængige interesseorganisationen Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

- Det er positivt. Tidligere lod mange pårørende sig skræmme væk på grund af de gældende besøgstider, selvom både patienten og de pårørende ønskede at se hinanden, siger formand for Dansk Selskab for patientsikkerhed, Beth Lilja.

Hun understreger, at foreningen ønsker, at udviklingen fortsætter.'

- Fleksible åbningstider er vigtige, fordi det kan være meget individuelt, hvornår patienten har brug for kontakt. Nogle har brug for deres pårørende til at holde dem i hånden, når de ligger og vender og drejer sig i smerter og ikke kan sove. Det skal der være plads til, siger Beth lilja

Store Lokale forskelle

Selvom det samlede antal af besøgstimer er steget i samtlige regioner, er der dog store lokale forskelle. Region Hovedstaden og Sjælland topper listen med 17 timers besøgstid i gennemsnit.

I den anden ende af skalaen ligger Region Nordjylland og Midtjylland, der begge gennemsnitligt tilbyder 12 timers besøgstid daglig.

Der er også en tydelig variation i fordelingen af besøgstimer i løbet af dagen. Besøgstider om formiddagen er mest udbredt i Syddanmark, mens Region Hovedstaden er det sted, hvor besøgende er mest spredt ud i løbet af døgnet.