De strømmer ned på havnen fra flådeskibet Comandante Borsini. Vi befinder os i Italien i november 2014, og det seneste døgn er mere end 300 mennesker blevet reddet fra synkefærdige både på Middelhavet. Op mod 100 af dem er børn.
På havnen står myndighederne og tager imod de mange immigranter sammen med Red Barnet og Læger Uden Grænser.
- Du er ankommet til Sicilien, og du er i Italien – i Europa.
Det er det første, som immigranterne får at vide, når de kommer i land. For mange af dem ved ikke, hvor de er.
De frivillige læger og sygeplejersker behandler dem på havnen.
- De har hudsygdomme, er solskoldede, og dehydrerede efter flere dage på havet, fortæller Giovanna Di Benedetto, fra Red Barnet.
Rekordhøje tal
På kajen får de også udleveret plastiksandaler. De fleste er nemlig barfodede eller har bundet plastikposer om fødderne. Det tyder på, at deres båd er sunket, fortæller Giovanna Di Benedetto til P1 Dokumentar
Det har været sådan her næsten hver dag i løbet af sommeren. Men nu er det november, og de enorme flygtningestrømme ser ikke ud til at aftage. Og det undrer Giovanna Di Benedetto. Normalt ville efterårets hårdere vejr have fået tilstrømningen til at stilne af, forklarer hun. Højsæson for bådflygtninge er maj til oktober.
2014 endte med at sætte rekord for antallet af bådflygtninge. 170.000 ankom til Italien sidste år, og i januar og februar i år er tilstrømningen endnu højere end i 2014. Myndighederne og internationale organisationer frygter nu, at tendensen fortsætter i hele 2015.
Der kommer også mange børn med bådene, og mange af dem rejser uden deres forældre. Det kaldes uledsagede flygtningebørn, og i 2014 kom der 12.000 af dem til Italien.
På havnen i Augusta taler P1 Dokumentar med et par af dem. De er blevet adskilt fra de voksne, så de kan blive kørt til særlige børnecentre. De må ikke bo sammen med voksne immigranter.
- Jeg kommer fra Somalia, siger en af drengene: -Jeg er 16 år.
En mindre dreng står ved siden af. Han er 14 år gammel, siger han. Den ældste af drengene lægger armen om den yngste.
- Det her er min bror. Mine forældre er i Somalia.
De fortæller, at de har været på havet i fire dage uden mad og drikke.
- Mennesker døde, siger den ældste.
Verdens farligste grænseovergang
Han virker lettet, og det er ganske forståeligt. Middelhavet er den farligste grænseovergang i verden. Flere end 3.500 mennesker mistede livet i bølgerne sidste år, og indtil videre er 1.600 mennesker druknet i år. Det er umuligt for os at bekræfte drengens historie, men den minder om de mange andre tragedier, som har udspillet sig på havet mellem Nordafrika og Europa. Overfyldte og udtjente skibe bliver til dødsfælder, når de kæntrer, eller synker, eller når de svageste passagerer skubbes over bord eller klemmes ihjel.
- Hvad skal der ske med os nu? Spørger en somalisk dreng, som står sammen med de to brødre.
Vi svarer, at de bliver kørt videre til de særlige børnecentre, som skal tage vare på dem, mens de får deres sag behandlet. Men vi fortæller ikke om de forhold, som de måske har i vente.
Ifølge FN's børnekonvention og den italienske lovgivning, så er børnene først og fremmest børn. Derfor har de, så længe de er under 18 år, ret til sundhed, tryghed og skolegang - om de har ret til asyl, når de bliver myndige, er sekundært.
Derfor skal børnene være på specielle børnecentre, der kan leve op til disse krav. Men i flere tilfælde, så sker det ikke.
Opfylder ikke basale behov
Mange børn sidder på midlertidige centre. De fleste er overfyldte med få kvadratmeter til hvert barn og ventetiden for at få sin sag behandlet kan være uoverskueligt lang.
For at se, hvad det rent faktisk betyder for børnene, tog P1 dokumentar ud til La Zagara, som er et center for mindreårige på Sicilien.
Vi måtte ikke komme ind på centeret - så for at få et indblik i drengenes hverdag inviterede vi nogle af dem med over på en nærliggende café.
- Det er ikke godt indenfor, forstår du?
Det er Ismeile, der taler. Han er fra Gambia, og han har boet på La Zagara i flere måneder.
- De lader jer ikke komme ind, fordi de ved hvilke forhold, vi bor under. Det er derfor, insisterer Ismeile.
Egentlig skulle vi kun tale med tre af dem, men rygtet spredtes hurtigt, og vi sidder hurtigt omgivet af 20 drenge. De er alle fra Vestafrika.
Fryser om natten
La Zagara er det man i Italien kalder ‘første modtagelse'. Ifølge de italienske regler må drengene højst være her i 72 timer – så skal de flyttes videre til plejefamilier eller mindre centre, hvor de kan bo permanent, og hvor de kan gå i skole.
Men flere har boet her i et halvt år.
Drengene fortæller, at der kun er koldt vand i bygningerne, og den yngste dreng Hamid på 14, siger, han fryser om natten.
- Så står jeg op og tager min jakke på. Hvis vi beder om ekstra tæpper, så siger de bare til os, at der ikke er nogen.
Carlotta Bellini er Chef for afdelingen for ‘beskyttelse af børn' hos Red Barnet Italien. De har undersøgt forholdene på en række centre, og hun er ikke overrasket over drengenes historier.
- Mange af EU's minimums-krav til behandling af børneflygtninge bliver ikke opfyldt, fortæller hun. Det er især mad, vand og tøj, som børnene mangler. - Og så får de ikke den støtte som de har brug for, især dem der er traumatiserede fra rejsen til Italien - og har brug for psykologhjælp, forklarer Carlotta Bellini.
Ifølge EU-reglerne og FN's børnekonvention skal børnene have adgang til psykologhjælp. De har også krav på en værge, der kan hjælpe dem igennem det italienske system og støtte dem mere generelt.
Men da vi beder drengene række hånden op, hvis de har fået en værge, så er der kun otte, der stikker fingeren i vejret.
Ismeile har nu boet på La Zagara i fem måneder, og han savner at gå i skole.
-Jeg fik en italiensk ordbog af en af mine venner i Augusta (hvor han boede på et nu lukket center red.). Det er bedst at lære det sprog, som der tales i det land, hvor man er. Her på centeret får vi ingen uddannelse, siger han til P1 Dokumentar.
De Usynlige
På grund af forholdene i centrene, og fordi de håber på en bedre fremtid mod nord, valgte omkring 3.000 børn sidste år at gå under jorden og rejse alene mod Nordeuropa.
- De flygter fra centrene, og rejser til Rom eller Milano. Derfra forsøger de at komme videre til Nordeuropa med menneskesmuglere, siger hun.
Men rejsen videre fra Sicilien, udenom myndighederne, er fyldt med farer. Lokale organisationer beretter om, hvordan menneskesmuglere og andre kriminelle forsøger at komme i kontakt med børnene på tog- og busstationer. De lover dem husly og arbejde, men nogle af børnene ender med at blive tvunget til at prostituere sig eller sælge stofer.
Lokale organisationer har berettet om, hvordan menneskesmuglere og andre kriminelle henvender sig til børnene på for eksempel togstationer med løftet om husly og arbejde - men i stedet bliver børnene tvunget til at prostituere sig eller sælge stoffer.
Hør P1 Dokumentaren ”Italiens Usynlige Flygtningebørn” torsdag klokken 13. Eller find den HER, efter udsendelsen.