Kreditorerne mister penge, og skyldnerne kan ikke komme videre med deres liv. Det er blandt andet konsekvenserne, når konkurssager trækker ud i årevis.
Formand for Konkursrådet, professor Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen, peger på, at det er et problem, hvis konkurser varer for længe at få afsluttet:
- Når der går lang tid med at afslutte et konkursbo, går det ud over kreditorerne, fordi der går lang tid, før de får deres penge, siger formanden.
- Det kan også gå ud over ejeren, fordi han ikke kan få gældssanering, før boet er tæt på afsluttet. Han kan derfor ikke komme videre med livet i meget lang tid.
Konkursrådet skal kigge på reglerne
Den praksis vil dog muligvis blive ændret, fortæller Ulrik Rammeskow Bang-Pedersen.
Justitsministeriet har nemlig bedt Konkursrådet om at se på, om man kan ændre reglerne, så spørgsmålet om gældssanering kan behandles, før boopgørelsen er færdig. Det vil hjælpe mange konkursramte til at komme videre og konkursrådet vil se på spørgsmålet inden længe.
En gennemgang af konkurser, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har lavet, viser, at konkurser i gennemsnit tager mellem et og halvandet år at afslutte.
- Jo længere tid der går, jo flere værdier bliver tabt på gulvet, siger Martin Stabell fra kreditvurderingsinstituttet Bisnode.
- Vi ser det som ekstremt vigtigt, at konkurser bliver afviklet hurtigst muligt på grund af den værdiforringelse, der sker i virksomheden.
Konkurser kan brede sig
Martin Stabell understreger, at det rammer kreditorerne, når værdierne går tabt på grund af lang sagsbehandling. Især mindre kreditorer bliver ramt på likviditeten. Det kan - som det skete under finanskrisen - få konkurser til at brede sig som ringe i vandet.
Selv om gennemsnittet for behandling af konkurser ligger mellem et år til halvandet, er der et stort antal sager, der tager meget længere tid.
472 konkurser, der blev indledt i årene 2009 til 2012 har taget fire år eller mere at afslutte og 4.332 konkurser fra perioden er endnu ikke afsluttet.
DR sætter den kommende tid fokus på konkurser. På mandag klokken 20.45 vises dokumentaren 'Advokaternes tag-selv-bord' på DR1. Her på dr.dk kan du læse meget mere om kortlægningen af de seneste ti års konkurser, og du kan fortælle om dine personlige oplevelser med at gå konkurs her