Det kan ikke gå hurtigt nok med at få unge gennem uddannelsessystemet. Sådan har det i hvert fald tidligere lydt fra regeringen.
Men torsdag kom uddannelsesminister Sofie Carsten Nielsen med et nyt forslag:
- Bachelorstuderende skal kunne forlade studiet, arbejde i to år og så vende tilbage og tage kandidatuddannelsen senere, hvis det er det, de vil, siger hun.
Venstre mener, at det er en rigtig dårlig idé, mens de mennesker, det drejer sig om - de studerende - er noget mere begejstrede.
DR Nyheder har spurgt fire studerende fra Københavns Universitet, hvad de mener om ministerens forslag. Læs nedenunder, hvad de siger til et to-årigt break efter bacheloren:
Alexander Nitze, bachelor i historie, 4. semester
- Jeg tænker, at det er en rigtig god idé. Jeg synes, det er mærkeligt, at man sådan skal skubbe folk igennem et system, uden at de får mulighed for at komme ud og opleve verden og prøve nogle andre ting af.
Hvad ville du bruge de to år på?
- Jamen jeg står i en situation, hvor jeg har et halvt år imellem den bachelor, jeg færdiggør, og den kandidat, jeg gerne vil på, så jeg bliver helt konkret fanget i den der retskravs-regel.
- Man kunne bruge de to år på både at arbejde og rejse. Jeg synes egentlig ikke, det er afgørende, hvad man kan bruge de to år til, det afgørende er, at folk får en større frihed til at finde sin plads, inden man ligesom bliver tvunget igennem et forløb.
Politikerne har tidligere skyndet på jer, og nu lyder det til, at I skal tage et pause. Hvad mener du om det?
Jeg håber da, at de får det gennemført, men jeg skal se det, før jeg tror det. Man bliver ret forvirret. Det virker ikke til, at tingene er så gennemtænkte, synes jeg.
Asta Koch, kandidat i Film- og Medievidenskab, 2. semester
- Nu er det jo for sent for mig, men jeg tror, det kunne have været godt med et frirum, hvor jeg kunne overveje, om det nu også var den rigtige kandidat, jeg havde udset mig.
- Jeg har et studierelevant job nu, så jeg kunne måske godt have fundet på bare at arbejde lidt - enten fuldtid eller deltid. Og så ville jeg have haft tid til at finde ud af, om det var min levevej.
Politikerne har tidligere skyndet på jer, og nu lyder det til, at I skal tage et pause. Hvad mener du om det?
- Det virker måske en lille smule som en valg-tale: 'Nu prøver vi lige at kæle en lille smule for jer, det kan godt være, at vi har presset den her fremdriftsreform ned over hovedet på jer, men I har alligevel den her mulighed'. Det står i hvert fald lidt i kontrast til, hvad der blev sagt for bare et halvt år siden.
Jeppe Hansen, bachelor i russisk, 4. semester
- Det ville i hvert fald åbne nogle muligheder for, at jeg kunne målrette mig noget mere. Som det er nu, kan man jo ikke nødvendigvis komme ind på sin kandidat, hvis man holder pause, og det har været lidt af en bremseklods for mig. Hvis jeg kan blive lovet, at jeg kan komme ind på min kandidat efter to års pause, så ser jeg det som noget positivt.
Hvad ville du bruge de to år på?
- I og med at jeg læser russisk, ville jeg nok rejse til Rusland og enten arbejde eller studere ved siden af. Der kan jeg jo blive bedre til sproget, som er en kæmpe stor del af min uddannelse.
Politikerne har tidligere skyndet på jer, og nu lyder det til, at I skal tage et pause. Hvad mener du om det?
- Man hører hele tiden den samme gamle sang om, at man skal være erhvervsrettet og sørge for at være klar på arbejdsmarkedet. Det, synes jeg, er forkert. Det handler ikke kun om kroner og ører - viden om kulturer har også virkelig stor værdi for samfundet.
Lene Fagerlund Larsen, kandidat i historie, 2. semester:
- Umiddelbart synes jeg, det lyder som en super mulighed, så længe man ikke bliver tvunget til at gå nogle bestemte veje. Jeg tror, at mange ville have godt af at prøve at finde sig selv og sin rolle i samfundet generelt, inden man starter på kandidaten. Jo flere forskellige erfaringer, vi kan gøre os, des skarpere bliver vores CV også.
- Jeg håber, det bliver implementeret, også fordi det kan være den eneste pause, som mange studerende har mulighed for at få.
Nu er du jo allerede begyndt på kandidaten, men hvad kunne du have brugt de to år på?
Set i bagklogskabens lys, så kunne jeg måske godt have brugt en tur ud. Men dengang var der faktisk ikke noget, der passede på mig. Det virkede bare smart at læse videre med det samme.
Politikerne har tidligere skyndet på jer, og nu lyder det til, at I skal tage et pause. Hvad mener du om det?
Jeg synes faktisk, det er lidt latterligt. Jeg synes ikke forslaget er latterligt, men jeg synes, det er latterligt, at man ikke kan finde ud af, hvad man vil. Det her er kun forvirrende.