Dansk Arbejdsgiverforenings forslag om at reformere de sociale ydelser og skære ned i blandt andet førtidspensionen og kontanthjælpen falder ikke i god jord hos de dr.dk-brugere, der har valgt at deltage i debatten.
- DA træder lige midt i ansigtet på mennesker, der ligger ned i forvejen, skriver en af dem.
Over 200 mennesker har tilkendegivet deres mening om DA's forslag til besparelser i de sociale ydelser.
Besparelserne skal ifølge organisationen sikre dansk økonomi og velfærd i fremtiden. Men de svage og syge bør ikke straffes mere på pengepungen, mener brugerne, hvor langt størstedelen er harme over idéerne fra arbejdsgiverforeningen.
- Smertegrænsen er for længst nået for nedskæringer i overførselsindkomster. Det er på høje tid at finde besparelser andre steder - hos bedre stillede og hos de bedst stillede. De svageste i samfundet har allerede fået frataget mere, end almen anstændighed tillader, mener en anden bruger.
Mere afstand til mindstelønen
DA vil overordnet set have færre og lavere sociale ydelser, men mange af dr.dk's brugere mener, at forslaget et 'tåbeligt', 'en ommer' og 'over grænsen'.
Danmark har ikke råd til alle velfærdsydelserne, som de ser ud nu, mener DA, og derfor skal der skabes en større afstand til mindstelønningerne på arbejdsmarkedet, hvis velfærdssystemet skal bestå.
Men hvorfor vil DA ramme de svagest stillede, spørger flere af brugerne.
- Jeg forstår ikke, at DA kaster sig over de syge, der har været til utallige arbejdsprøvninger igennem mange år - man får ikke tilkendt førtidspension uden grund. Hvad med, at DA koncentrerede sig om at skaffe arbejdspladser til de omkring 132.000, der går ledige - det ville klæde DA, mener brugeren Anette Ragaard.
4.000 mindre om måneden
DA mener for eksempel, at der skal skæres i førtidspensionen, flexlønstilskuddet, kontanthjælpen, ledighedsydelse og i sygedagpengene.
Konkret foreslår DA, at førtidspensionister skal have 4.000 kroner mindre om måneden.
Også kontanthjælpen til forsørgere over 30 år skal sænkes med lidt over 1.000 kroner om måneden, mens sygedagpengene - ligesom førtidspensionen - skal nedsættes med mere end 4.000 kroner om måneden.
Men på dr.dk mener flere brugere, at DA i stedet for at foreslå nedskæringer bør gøre arbejdsmarkedet mere tilgængeligt for folk med psykiske og fysiske lidelser.
- Jeg synes ikke, man kun kan se på penge som den eneste motivationsfaktor. Hvad vil DA gøre for at skabe plads til dem, der ikke kan arbejde fuld tid, dem der har brug for hjælp til at overkomme et arbejde? Der mangler en mere bred tilgang til problemet, mener brugeren Henrik.
- En person der er for syg eller skadet til at kunne arbejde på lige vilkår med andre, skulle de blive bedre stillet af, at man skærer i deres ydelser?
- DA burde tage og tænke sig lidt bedre om. Gør arbejdsmarkedet mere åbent for socialt udsatte, syge og svage, så de også kan komme ind på arbejdsmarkedet. Dermed ikke at de skal "arbejde" i nyttejob for en kommune, skriver D. Rasmussen.
Arbejde skal betale sig
Få af brugerne mener som DA, at det er en god idé at skære i ydelserne for at få flere i arbejde. For det skal kunne betale sig at arbejde, lyder det.
- Overførslerne er alt for høje i Danmark. Af erfaring ved jeg, at man kan klare sig for meget mindre, skriver brugeren Kasper Jensen.
En anden mener, at det er nødvendigt at skære i mange sociale ydelser for at sikre, at det giver økonomisk mening for mennesker at tage et job. Også selvom det er lavtlønnet.
- Kun ved at få foden indenfor på et job sikres selvværd, medborgernes agtelse samt muligheden for at få et bedre job. At fastholde folk på høje sociale ydelser er at fastholde dem uden for arbejdsmarkedet, skriver vedkommende.
Er du enig eller uenig med DA i, at der skal skæres i de sociale ydelser? Giv din mening til kende her.