I dag må danske pendlere vinke farvel til deres helt egen terminal i Københavns Lufthavn. Indenrigsterminalen, terminal 1, har sidste åbningsdag.
Terminalen drejer nemlig nøglen om, og fra mandag morgen skal pendlerne benytte udenrigsterminalerne 2 og 3 sammen med de andre rejsende.
Det betyder, at de rejsende, der pendler til og fra København, fremover skal igennem den samme check-in og bruge de samme gates, som de udenrigsrejsende i Københavns Lufthavn.
- Det er lidt ligesom at gå fra den lokale købmand til at blive tvangsindlagt til at handle i Bilka, fortæller Henriette von Platen, som er formand for den lokale pendlerforening i Aalborg, SK-AL.
SK-AL tæller 140 medlemmer.
To en halv time længere om ugen
Det er først og fremmest sikkerhedstjekket, som kommer til at forlænge rejsetiden for pendlerne. Her skal de nemlig stå i kø sammen med lufthavnens andre rejsende - og det koster tid.
- Det gør vores hverdag meget længere, siger Henriette von Platen, som pendler hver dag mellem Aalborg og København.
Hun vurderer, at rejsetiden vil blive forlænget med cirka 25 minutter på hjemrejsen.
- Hvis man ganger den halve time op med fem dage om ugen, så er det to en halv times længere rejsetid om ugen, og det er rigtigt irriterende for os, siger hun.
Aalborg er den by i Danmark, hvortil der flyver flest indenrigsfly fra Kastrup Lufthavn.
- Der bliver kortere til toget
Ifølge Københavns Lufthavn så er det et hensyn til forbedret service, siger lufthavnens kommunikationschef Henrik Peter Jørgensen til DR Nyheder. Og lufthavnen har udvidet antallet af "åbne spor" i sikkerhedskontrollen for at forhindre øget ventetid.
- Det, som man som passager får ud af det her, er blandt andet, at man kommer meget tættere på offentlige trafik, man kan gå lige ud i metroen, siger han med henvisning til, at de rejsende fremover ikke skal gå den lange tur fra terminal 1 til metroen.
For Henriette von Platen har den kortere gåtur dog ikke meget at skulle have sagt.
- Det drejer sig måske om 50 skridt, jeg skal gå længere. Jeg kan ikke se, at jeg kommer ret meget tættere på metroen. Men jeg kommer til at komme til at have længere hjem.
Sammenlægningen af indenrigs- og udenrigstrafikken er ifølge Københavns Lufthavn en del af den fireårige takstaftale, der netop er indgået mellem CPH og flyselskaberne om prisen for at bruge lufthavnen.
Aftalen træder i kraft den 1. april 2015