- Vi kan slet ikke tage imod så mange flygtninge, siger Kaj Leo Holm Johannesen, den færøske lagmand, som er Færøernes betegnelse for statsminister.
Under overskriften "Færøerne til Danmark: Send syriske flygtninge herop" skriver flere danske medier ellers idag, at færøerne på sigt vil være klar til at tage imod op til 60 syriske flygtningefamilier.
Men det er altså ikke rigtigt alligevel.
- Vi har tydeligvis ikke det nødvendige sociale beredskab, der skal til for at løfte en sådan opgave, siger han.
Og det er faktisk en konklusion, som Lagmanden nåede frem til allerede i slutningen af februar, skriver flere færøske medier.
Det hele startede i nytårstalen
I sin nytårstale blev emnet flygtninge bragt op, fordi Lagmanden gerne ville have gang i flygtningedebatten.
- Hensigten med at nævne problematikken i min nytårstale var netop at få en offentlig diskussion i gang. Det lykkedes, og nu har vi et meget bedre grundlag for en videre drøftelse af spørgsmålet på politisk niveau, siger Kaj Leo Holm Johannesen til DR Nyheder.
Han forklarer, at han efterfølgende blev bedt om at forholde sig til konkrete tal, og tallet 60 blev nævnt som eksempel.
- I diskussion blev tal som 20-40-60 flygtningefamilier bragt på banen. Men vi er så efterfølgende kommet frem til, at sådan et tal ikke er realistisk i forhold til et lille samfund som vores, siger han.
- Det er vores pligt at hjælpe
Selvom Lagmanden altså trækker tilbuddet om at tage imod flygtninge på Færøerne tilbage, så er det fortsat en del af den færøeske debat.
- Vi er et rigt samfund, der bør tage diskussionen, om vi ikke skal hjælpe til, hvor store humanitære katastrofer finder sted, siger Kaj Leo Holm Johannesen til DR Nyheder.
Men Danmark skal altså ikke regne med at kunne sende flygtninge til Færøerne foreløbigt.
Lagmanden forklarer desuden, at han ikke bare kan tilbyde den danske regering at tage imod X antal flygtninge uden videre. Det er nemlig en beslutning, der skal tages i Lagtinget.