GRAFIK Så mange singlekvinder vælger at blive solomødre

Hvor mange singlemødre drømte om en kernefamilie, før de gik solo og fik barnet selv? Få svaret i grafikken her.

Antallet af danske kvinder, der vælger at blive solomødre gennem kunstig befrugtning, er støt stigende.

Mens der i 2013 blev født 449 børn af singlekvinder ved kunstig befrugtning, var tallet året efter oppe på 478 børn, viser nye tal fra Dansk Fertilitetsselskab.

Det svarer til, at man hvert år kan fylde 20 skoleklasser med børn, der er født uden at have en far, men kun en mor.

Gennemsnitsalderen for de kvinder, der får hjælp til at blive singlemødre, er et sted mellem tre og fire år højere end kvinder i parforhold, der får hjælp til kunstig befrugtning.

Den eneste ene kom aldrig

For over 90 procent af kvinderne var planen at få et barn med en kæreste, men da tiden gik, valgte de at blive solomødre, viser en undersøgelse, som Rigshospitalet har foretaget på landets ni offentlige fertilitetsklinikker.

Ifølge flere af klinikkerne, hvor kvinderne får hjælp til at blive gravide, vælger størstedelen af singlemødrene at gå solo, fordi den rette mand eller kvinde ikke er kommet - eller fordi de har haft travlt med uddannelse, karriere og at leve et liv uden børn og fast forhold.

Det samme fortæller flere kvinder, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har talt med om livet som solomor.

Gå selv på opdagelse i grafikken herover, der fortæller mere om, hvad der får singlekvinder til at vælge at blive solomødre.