De kongelige ynder at gå på jagt med venner, familie og forretningsforbindelser. Hvert år afholder kongehuset i gennemsnit seks kongejagter, som i gennemsnit koster statskassen cirka 100.000 kroner. Det viser de eneste offentliggjorte tal, der stammer fra 2009.
Kongehuset har ifølge en 165 år gammel lov eksklusiv og gratis jagtret på knap en tredjedel af statens naturarealer (64.000 hektar) – et område større end Bornholm.
Jagten er mange penge værd. Flere eksperter anslår, at staten kunne tjene 30-50 millioner kroner på at leje jagten ud til almindelige jægere.
Men for kongehuset er jagten altså gratis.
'Helt godnat'
Oven i at staten lader de kongelige og deres venner gå gratis på jagt på nogle af de ypperste jagtmarker i landet, stiller Naturstyrelsen til hver eneste kongejagt personale, bygninger og køretøjer gratis til rådighed for de kongelige. Det beløber sig til cirka 100.000 kroner per jagt, viser tal fra 2009.
Miljøminister Kirsten Brosbøl vil ikke forholde sig til om det er rimeligt, at en kongejagt koster skatteyderne 100.000 kroner.
- Jeg kan bare konstatere, at et massivt flertal i folketinget står bag beslutningen om, at Naturstyrelsens personale kan assistere kongehuset ved jagterne, siger miljøministeren til DR.
- Én ting er, at de kongelige har gratis og eksklusiv eneret til at gå på jagt på statens bedste jagtarealer, men det er da helt godnat, at folk fra Naturstyrelsen oven i det gratis skal være klappere og hjælpere for de kongelige, siger Enhedslistens Per Clausen til DR's Undersøgende Databaseredaktion, der har afdækket hvor de kongelige går på jagt, og hvem der deltager.
Per Clausen vil nu stille spørgsmål til miljøminister Kirsten Brosbøl om sagen. Også SF's Lisbeth Bech Poulsen er forarget.
- Kongehuset får masser af penge og bygninger og jord af samfundet, og de skal selvfølgelig selv betale klappere og andre assistenter ved deres kongejagter. Det manglede bare andet, siger Lisbeth Bech Poulsen.
Naturstyrelsens folk er klappere
Karsten Filsø har som SF's formand for Holstebro Kommunes udvalg for Natur, Miljø og Klima været inviteret med på flere kongejagter. Ifølge ham kan der være næsten dobbelt så mange hjælpere med, som der er jægere.
- Der har måske været 10-15 mand fra Naturstyrelsen med. De fungerer blandt andet som klappere, og de parterer vildtet efter jagten, siger Karsten Filsø til DR's Databaseredaktion.
Ifølge journalist Ken Richter, der har dækket mindst 50 kongejagter for Billed Bladet, er der altid mange folk fra Naturstyrelsen med.
- Det er kongehusets eget personale, der serverer frokosten på jagterne, men der er som regel 20-30 klappere og skovfolk med, fortæller Ken Richter.
Kongejagterne afholdes altid på hverdage, hvor Naturstyrelsens ansatte altså stiller op som klappere og hjælpere.
Forfatter: Hul i hovedet
Forfatter og journalist Jens Høvsgaard, der i 2012 udgav den anmelderroste og kongehus-kritiske bog 'Det koster et kongerige', synes ikke, det er rimeligt, at skatteyderne betaler løn til kongehusets klappere.
- Det er helt hul i hovedet, at kongehuset ikke lønner de hjælpere, som Naturstyrelsen stiller med. I forvejen får kongehuset flere hundrede millioner kroner i apanage. Oveni får de gratis jagtret, der er 30-40 millioner kroner værd. Og helt på toppen betaler vi også for de klappere, der skal lede vildtet hen foran deres geværer, siger Jens Høvsgaard til DR.
Også lektor i historie på Københavns Universitet og ekspert i kongehuset, Sebastian Olden-Jørgensen, mener, at kongehuset selv bør betale for de hjælpere, som Naturstyrelsen kommer med ved jagterne.
- Det synes mest rimeligt, at kongehuset selv betaler for sine hjælpere, så Naturstyrelsen ikke påføres en udgift, som må dækkes ind ved besparelser på andre områder, siger lektor Sebastian Olden-Jørgensen.
444.000 kroner for fire jagter
Der findes kun én opgørelse over, hvad kongejagterne – udover den gratis jagtret - koster skatteyderne.
Den stammer fra 2010, hvor Miljøministeriet oplyste, at kongejagterne året før – nemlig i 2009 – kostede skatteyderne i alt 444.000 kroner. Ministeriet oplyste, at beløbet dækkede personale, lån af bygninger samt køretøjer.
Kongehusets økonomichef, Søren Kruse, oplyste for nylig til DR's Databaseredaktion, at der i 2009 blev afholdt fire kongejagter – nemlig tre i Grib Skov i Nordsjælland og en i Gludsted Plantage i Midtjylland.