Kan vi blive i København, eller skal vi allerede nu begynde at forberede os på en fremtid i Jylland, hvis de borgerlige partier vinder det kommende folketingsvalg?
Det spørger medarbejderne i Naturstyrelsen i København sig for tiden om.
Venstre, Dansk Folkeparti og Konservative vil nemlig rykke en række statslige arbejdspladser fra hovedstaden til provinsen, hvis de får flertal efter valget. Og står det til Dansk Folkeparti, kan Naturstyrelsen risikere at blive rykket til enten Aarhus eller Viborg.
Men det skaber utryghed hos Naturstyrelsens medarbejdere i København, siger Jim Schou Larsen, næstformand i Hovedsamarbejdsudvalget i Naturstyrelsen:
- Det er erfaringen, at flytninger og omstruktureringer hver gang har medført store omkostninger i form af tab af medarbejdere, viden og kompetencer, idet mange medarbejdere på grund af familieforhold, børn i skole, boliger og så videre ikke umiddelbart har kunnet flytte med arbejdspladsen, skriver han i en kommentar på vegne af styrelsens medarbejdere
- Vi håber derfor, at der i den videre debat også vil være fokus på, at det skaber utryghed, når der bliver talt om at flytte arbejdspladser, siger Jan Schou Larsen.
Flest medarbejder uden for hovedstaden
Ifølge Jyllands-Posten ligger 36 af landets 43 statslige styrelser i hovedstadsområdet.
Men ved at rykke nogle af dem til provinsen, vil man kunne forhindre den store fraflytning, som eksempelvis Vestjylland har oplevet i de seneste år, mener de borgerlige.
Selv om medarbejderne i Naturstyrelsen ikke vil gå ind i den politiske debat om, hvor de statslige arbejdspladser skal placeres, understreger han, at det kun er 35 procent af Naturstyrelsens medarbejdere, som arbejder i København.
- Langt størstedelen, det vil sige cirka 850 af de i alt cirka 1300 medarbejdere er i forvejen fordelt på arbejdspladser spredt ud over hele landet, skriver han.
HK Stat: Drop gidseltagningen
Hos HK Stat, der organiserer 26.000 statsansatte HK'ere i hele landet, forstår man frustrationen hos Naturstyrelsens medarbejdere.
Formand Rita Bundgaard advarer nu imod, at de borgerlige tager statens ansatte som gidsler i den kommende valgkamp.
- Politikerne skaber alvorlig usikkerhed, når de med valgløfter og overbud sår tvivl om tusindvis af statsansattes fremtidige job- og boligsituation. Hvis en arbejdsplads pludselig skal flyttes, bliver de ansatte stillet over for valget om at rykke hele familien op med rode, eller at miste arbejdet, siger Rita Bundgaard.
DF: Viborg er jo ikke Sibirien
Hos Dansk Folkeparti har udviklingsordfører Hans Kristian Skibby dog kun hovedrysten til overs for kritikken fra Naturstyrelsens medarbejdere og HK Stat.
- Nu skal de slappe lidt af, for jeg tager ingen som gidsler. Jeg har nævnt et par styrelser, heriblandt Naturstyrelsen, som det ville give god mening at rykke til eksempelvis Jylland. Vi må huske på, at Viborg jo ikke er Sibirien. Og det betyder ikke, at folk skal til at pakke deres kufferter nu, siger han.
DF-ordføreren understreger, at der i givet fald først skal nedsættes en kommission, som skal kigge på, hvor styrelserne kan blive placeret. Det er politikernes ansvar at sikre, at der er en rimelig fordeling af styrelser over hele Danmark, understreger han.
- I den private sektor er det normalt, at arbejdspladser bliver flyttet. Sådan er det bare, og derfor behøver hverken HK Stat eller styrelsens medarbejdere gøre det til et større problem, siger Hans Kristian Skibby.