Danske mænd foretrækker filippinere og thai-kvinder frem for svenske flickor

Danske mænd gifter sig dobbelt så meget med filippinere og thailændere, som med svenske, norske og tyske kvinder. Forsker fortæller hvorfor

Ja, ja og 471 gange ja.

Så ofte indgik danske mænd sidste år ægteskab med kvinder fra Thailand eller Filippinerne. Dermed fejer de asiatiske kvinder let bejlere fra nabolandene bort. Kun 307 gange i 2014 giftede danske mænd sig med en kvinde fra enten Sverige, Norge eller Tyskland.

Tilbage i år 2000 kunne kvinderne fra nabolandene ellers godt overgå asiaterne, når det gjaldt danske mænds gunst. Men nu er svenske flickor overhalet af polske, filippinske og thailandske kvinder, når man ser på populære ægtefæller. Det viser tal fra Danmarks Statistik, som DR's Undersøgende Databaseredaktion har analyseret.

Steen Baagøe Nielsen, lektor på RUC har forsket i kulturelt blandede ægteskaber. Han har interviewet mange danske mænd, der har giftet sig med thailandske og fillipinske kvinder og ser flere årsager til, at mændene vælger en asiatisk partner:

  • Forhold med danske kvinder opleves problematiske

Nogle mænd kommer fra konfliktfyldte forhold, hvor de har oplevet mere ballade og diskussion, end de kunne magte. En del af dem søger en kvinde, hvor hverdagen er tryg og arbejdsdelingen i hjemmet mere traditionel, end de fleste danske kvinder ville synes om, fortæller Steen Baagøe Nielsen.

  • Ferieforelskelse og sexturisme udvikler sig til ægteskab

Thailand er et populært ferieland. Nogle mænd møder kvinder på rejser og på barer og drømmer om længere forhold. For nogle kvinder kan det være en vej ud af prostitution.

  • Manden kan ikke finde dansk kæreste, men er ombejlet i Thailand

En portion mænd har svært ved at finde en dansk partner og orker ikke det hektiske danske datingmarked. Til gengæld føler de sig eftertragtede i Asien, som for eksempel manden på 162 cm, der var en lille fyr i Danmark, men attraktiv i Filippinerne. Det skyldtes også, at han som vesterlænding har status og kunne være adgangsport til større velstand.

  • De skæve forhold

I forholdene har de danske mænd bukserne på økonomisk. Kvinden kommer typisk fra fattige kår, og nogle gange fra prostitutionslignende forhold. Mange kvinder vil være villige til at strække sig langt for at få ægteskabet til at fungere, fortæller Steen Baagøe Nielsen.

- I en verden, der er reguleret af grænser og kvoter, er ægteskaber en af de eneste muligheder for kvinden for at komme til et vestligt land, siger han, og forklarer, at selv om kvinderne hverken gifter sig blå- eller brunøjet, kan der være mange uforudsete udfordringer. En del forhold ender med brud.

Ægteskaberne spreder sig

Efterhånden som flere mænd er blevet gift med thailændere eller filippinske au pair-piger, kan det generere endnu flere ægteskaber. Ofte ønsker kvinderne at hjælpe bekendte eller veninder med også at finde en dansk mand. Når flere asiater kommer til landet, får kvinderne opbygget et større socialt netværk, som også gør integrationen lettere, fortæller Steen Baagøe Nielsen.

Kampen for kærligheden

Går parret fra hinanden inden for de første syv år, mister kvinden sin danske opholdstilladelse og trues af udvisning. Det giver forholdende et skævt udgangspunkt, og gør, at en del kvinder i konfliktfyldte og voldelige ægteskaber er urimeligt afhængige af deres mand. Trods store udfordringer er skilsmisseraten ikke voldsomt høj. Heller ikke når kvinderne har fået dansk statsborgerskab.

- Det er forbløffende, hvor mange der holder sammen, når man ser på udfordringerne. I begyndelsen peger nogle par i en ordbog for at kommunikere, men de fleste overkommer vanskelighederne. Begge sider udviser stor tålmodighed og tolerance for at holde sammen på forholdet, siger Steen Baagøe Nielsen og understreger, at forholdene ikke kun er forretning.

- Det er ikke bare et forretningsmæssigt arrangement. Langt de fleste mænd, som jeg har interviewet, taler om forelskelse og mange nævner langvarig kærlighed.