Ryanair efter forsinket fly: Blokaden er klart ulovlig

Lavprisflyselskabet kræver, at de relevante myndigheder forhindrer en gentagelse af dagens "blokade".

Dagen igennem har der flere steder i Københavns Lufthavn været demonstrationer mod Ryanair blandt andet på grund af selskabets uvilje mod at indgå overenskomst. (Foto: © Scanpix / Jens Nørgaard Larsen)

Det blev til en forsinkelse på tre timer i dag, da Ryanairs første fly fra Københavns Lufthavn, med destinationen Dublin, skulle af sted.

Først fik flyet - af indtil videre uvisse årsager - ikke leveret brændstof, og dernæst stod en større gruppe lufthavnsansatte i vejen på asfalten ude ved gaten.

Ryanair kræver nu, at ”relevante myndigheder” sikrer, at det ikke gentager sig.

I en udtalelse her til aften, skriver Ryanair, at de er fast besluttede på at blive i København og åbne base som planlagt i næste uge. Samtidig understreger de, at de opfatter hændelsen som klart ulovlig.

Her er hele Ryanairs udtalelse:

- Denne Ryanair-flyvning fra København til Dublin i dag (18. marts) blev i Københavns Lufthavn udsat for en ulovlig blokade af personer, som ikke er ansat i Ryanair, og flyet blev derved forsinket i tre timer.

- Vi beder de relevante myndigheder om at tage alle nødvendige skridt for at forhindre en gentagelse af denne ulovlige blokade og forbliver fast besluttede på at skabe jobs, ruter og turisme i Danmark med åbningen af vores ny base i København i næste uge.