Ryanair-konflikt lurer: Her er dine rettigheder

Det kan blive nødvendigt at opspore Ryanair i lufthavnen for at få penge retur eller en ny billet.

Det er spørgsmålet, om dette scenarie bliver til virkelighed onsdag eftermiddag, når Ryanair for først gang vil lette fra Københavns Lufthavn. (Foto: © PHILIPPE HUGUEN, Scanpix)

I morgen, onsdag, tager et Ryanair-fly efter planen for første gang asfalten i Københavns Lufthavn i brug, når det skal lette klokken 15.30 mod Dublin.

Men det er stærkt tvivlsomt, om flyet overhovedet kommer på vingerne.

Fagbevægelsen LO kræver, at Ryanair flyver på dansk overenskomst, noget det irske luftfartsselskab har pure afvist. Derfor lurer endnu en konflikt i den prøvede luftfartsbranche. Men denne gang er der tale om en boykot, og det komplicerer billedet:

- Det vil sandsynligvis være det, man juridisk kalder for ekstraordinære omstændigheder, og derfor vil kunderne ikke have krav på en kompensation efter EU's regler, siger Vagn Jelsøe, der er vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk.

Husk at tage i lufthavnen

Normalt sikrer EU-regler, at flypassagerer har ret til kompensation, når fly aflyses eller bliver meget forsinkede. Men rent juridisk vil en aflysning på grund af en faglig konflikt ikke udløse penge til de ramte flykunder.

- Man har altid ret til at få de penge tilbage, som man har betalt for billetten. Alternativet kan være, at flyselskabet tilbyder en erstatningsrejse, som man kan vælge i stedet for, forklarer Vagn Jelsøe.

Men det er ikke sikkert, at tilbuddet om en eventuel erstatningsrejse eller muligheden for at få billetpengene kommer, før du står i lufthavnen:

- Timingen i sådan en situation kan være vigtig. Selvom du hører i radioen, at Ryanairs afgange er aflyst, så får du ikke nødvendigvis pengene tilbage automatisk. Hvis ikke Ryanair skriver det til dig, så må du selv henvende dig og kan i sidste ende være nødt til at møde op i lufthavnen, selvom du ved at flyet ikke afgår, siger Vagn Jelsøe.

Dertil kommer, at man ikke kan få økonomisk kompensation for det besvær, aflysningerne eller forsinkelserne måtte medføre.

De svækkede rettigheder ved en boykot gør, at det er værd at tænke sig om en ekstra gang, inden der indløses Ryanair-billetter.

- Har du taget fri fra arbejde i en uge og købt en billig billet til femhundrede kroner på en afgang, der bliver aflyst, så kan du ikke regne med at finde en anden billig billet. På den måde kan den planlagte ferie gå hen og blive en hel del dyrere end forventet, siger Vagn Jelsøe.

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:55087c736187a41538130034

Danmarks Radios erhvervskorrespondent Nina Munch-Perrin har besøgt Ryanair og fortæller i aften i TV-Avisen klokken 21.30 på DR1, hvor hård kampen mellem fagbevægelsen og flyselskabet kan ende med at blive. Foto: DR